ERRITSØ

Danmark Sevens herrelandshold holder træningssamling i Erritsø denne weekend

Af Steen Knudsen - stkn@danmarkc.tv

RUGBY: Samtidig er der Boot Camp og talentudvikling og masser af socialt samvær mellem Danmarks Sevens herrelandshold og de mange rugby-talenter – flere lokale talenter er med

Danmark har fire rugbylandshold: Danmark Sevens, kvinder, Danmark Sevens, U19, Danmark Sevens, mænd, og endelig Danmark XV, mænd. Sevens betyder, at der er 7 spillere på banen, mens der på “det store landshold” er 15 (XV) spillere.

“Sevens” er på det olympiske program. DanmarkC TV spurgte landstræner Andrew Kalen Daish om både landsholdets generelle muligheder i den europæiske turnering, og mulighederne for OL til sommer. Svaret kommer i næste weekend i et nyhedsindslag.

Foto herover: Pertti, Erritsø GIF Rugby og DanmarkC TV.

Talentudvikling i regi af Dansk Rugby Union
Selv om U16 fra Erritsø GIF Rugby i 2023 blev Danmarksmestre for tredje år i træk, er der noget at kæmpe for, nu hvor spillerne er rykket op i U18.

Der er samlet spillere fra hele landet, og der bliver trænet intensivt. Holdkaptajn Lauge Jørgensen, der styrede tropperne frem til guld sidste år, kender åbenbart kun en vej frem: “Træning, træning, træning og så lidt ekstra træning”.

Holdkaptajn Lauge Jørgensen er skadet med et dårligt knæ, og kommer næppe på banen i 2024.
Foto: Pertti, Erritsø GIF Rugby, arkivfoto.

Hvorfor Erritsø, Fredericia?
Dansk Rugby Union valgte Erritsø af flere grunde, oplyser klubbens formand, Allan Pertti Frandsen. Vi har gode baner, et godt klubhus og vi ligger centralt i Danmark. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at klubben har en masse forældre og gamle spillere der altid træder til, når der er arrangementer.

Boot Camp for U8 og op
Talenter skal findes tidligt, men alle skal også kunne være med. Og med den tilgang den hurtigt voksende klub har, bliver der sørget for sportlige aktiviteter – men i lige så høj grad for at opbygge kammeratskab.

Herover træner U8 med flere i det såkaldte Talentcenter Vest. Foto DanmarkC TV.

I aften er der fælles spisning, og så skal kammeratskab og venskaber både opbygges og vedligeholdes. Det er uanset om man er landsholdspiller eller helt ny i rugby-sporten. Og der overnattes naturligvis i klubhuset!

Se DanmarkC TV på lørdag om weekendens arrangement i Erritsø.