FREDERICIA

Bubber og Julie vender tilbage til Fredericia med Cirkus Arena

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

Fredericia kan se frem til en spektakulær cirkusoplevelse, når Cirkus Arena præsenterer deres nye forestilling ‘Cirkus ifølge Bubber og Julie 3’ den 31. maj. Når succes-duoen Bubber og Julie vender tilbage til manegen.

Forestillingen ‘Cirkus ifølge Bubber og Julie 3’ vil finde sted onsdag den 31. maj kl. 17. Cirkusteltet opstilles på havnen ved Prinsessegade 107 i Fredericia. Publikummet vil blive taget med på en magisk rejse gennem cirkusverdenen med prisbelønnede verdensartister, smukke heste og den ægte duft af savsmuld, oplyser Cirkus Arena i en pressemeddelelse.

Cirkus Arena fejrede deres 65-års jubilæum i 2022, og DanmarkC TV var med til forestillingen i kanalbyen.

Blandt de optrædende i ‘Cirkus ifølge Bubber og Julie 3’ kan publikum se frem til den verdensberømte jonglør Michael Ferrari, som har sat flere verdensrekorder i Guinness World Records for sin evne til at holde mange bolde i luften – selv når lyset går ud. Også linedanseren Steven Ferrari vil imponere publikum med sin hurtighed og dygtighed på linen.

I teltets kuppel vil linedansergruppen Ortiz udføre halsbrækkende akrobatik, mens de både cykler, springer og går i luften som en 7-mands pyramide på line. Den balancerende trup Ortiz vil også udføre det nervepirrende artistnummer ‘dødshjulet’, hvor artisterne løber både indeni og udenpå to store roterende hjul.

Cirkus Arena fejrede deres 65-års jubilæum i 2022, og duoen ‘Bubber og Julie’ charmerede publikum i kanalbyen. Foto: DanmarkC TV

Familier kan også se frem til cirkusverdenens stærkeste par, Duo Costache, som svinger rundt i teltets top og bærer hinanden med tænderne, samt smuk akrobatik og Julie Berthelsens skønne sangstemme. Cirkus Arenas husklovn Jimmy Folco, en nervepirrende knivkaster og en imponerende tryllekunstner vil også være en del af forestillingen og bidrage med fantasifulde tricks og masser af underholdning.

Cirkus Arena lover 2,5 times imponerende underholdning, der samler hele familien om en morsom og livsbekræftende oplevelse, når cirkusset besøger Fredericia i 2023.