Pressemeddelelse

Bred aftale fordeler ny støtte til at hjælpe danskerne af med olie- og gasfyr

Udgivet af Steen Knudsen - stkn@danmarkc.tv

Regeringen har sammen med et bredt flertal i Folketinget i dag indgået aftale om fordeling af 200 millioner kroner til at hjælpe husstande af med gasfyret og fjernvarmeselskaber med udrulningen af fjernvarme. Med aftalen tilføres afkoblingsordningen 112 millioner kroner, mens der tilføres 88 millioner kroner til fjernvarmepuljen.

Gasfyrene i Danmark skal udskiftes – og helst med grøn og vedvarende energi som f.eks. fjernvarme eller en varmepumpe. Dagens aftale mellem regeringen og Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Alternativet og Nye Borgerlige sikrer, at endnu flere danske husstande i år kan få hjælp til at komme af med deres fossile varmekilde.

”Gassen skal ud af de danske hjem og erstattes med en grøn varmekilde som for eksempel fjernvarme eller en varmepumpe. Danskerne har allerede vist meget stor interesse for at komme af med deres olie- og gasfyr, og derfor er jeg glad for, at vi allerede i år kan hjælpe endnu flere danskere med at blive afkoblet gassystemet og hjælpe fjernvarmevirksomhederne med at rulle fjernvarme ud til flere”, siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard.

Med aftalen øges afkoblingsordningen med 112 millioner kroner, mens der tilføres 88 millioner kroner til fjernvarmepuljen. Fordelingen skønnes at understøtte, at ca. 13.000 gebyrfritages i afkoblingsordningen og fjernvarmevirksomheder får støtte til udrulning af fjernvarme til ca. 4.300 husstande.

”Vi skal være uafhængige af russisk energi. Det er godt for klimaet, og det er godt for danskernes økonomi. Derfor er jeg meget glad for, at vi i dag sætter yderligere skub i udrulningen af fjernvarme, ligesom vi gør det muligt for endnu flere danskere at få udskiftet deres gas- og oliefyr. Det er et vigtigt skridt på vej mod at skabe tryghed om danskernes energiregninger og levere på regeringens ambition om, at al gas skal være grøn senest i 2030, og at vi i 2035 ikke længere skal varme vores huse op med gasfyr”, siger Lea Wermelin, klima-, energi og forsyningsordfører i Socialdemokratiet.

”Det er meget positivt, at der er rift om både fjernvarmepuljen og afkoblingsordningen. Det viser med al tydelighed, at danskerne gerne vil væk fra naturgas og over på grønnere alternativer. Derfor er det også virkelig vigtigt, at vi politisk støtter op om ordningerne, så udviklingen kan fortsætte, og vi kan sikre en hurtigere omstilling til mere klimavenlige opvarmning. I Venstre er vi derfor meget tilfredse med, at pengene nu kommer ud og gør endnu flere danskere fri fra naturgas”, siger Linea Søgaard-Lidell, klima-, energi og forsyningsordfører i Venstre.

”Der er stadig brug for hjælp til danskerne for at komme af med gasfyret, det bidrager den her aftale til. Der er særligt hårdt brug for de penge, vi nu giver til fjernvarmeudbygningen”, siger Signe Munk, klima-, energi og forsyningsordfører i Socialistisk Folkeparti.

”Det skal være billigere at være dansker, og vi skal i højere grad være uafhængige af Putins gas. De seneste måneder har vi oplevet en stor interesse fra danskere for at skifte deres olie- og gasfyr ud med fjernvarme eller varmepumpe. Med denne aftale kan endnu flere få hjælp til at blive afkoblet gassystemet, og samtidig giver vi virksomhederne mulighed for at udrulle yderligere fjernvarme, der fremover kan opvarme danske hjem. Det er sund fornuft”, siger Lise Bech, klima-, energi- og forsyningsordfører i Danmarksdemokraterne.  

Det er en meget vigtig prioritet for Radikale Venstre, at fjernvarmepuljen ikke løber tør. Olie- og gasfyr skal sendes på pension, og vi skal have hurtigere udrulning af fjernvarme. Både for vores klimas skyld, men også af sikkerhedspolitiske årsager”, siger Samira Nawa, klima-, energi- og forsyningsordfører i Radikale Venstre.

”Dansk Folkeparti er glade for, at flere danskere, som vil af med deres olie- eller gasfyr, blandt andet på grund af de meget høje energipriser, nu får muligheden for at komme over på andre energikilder. Vi havde selvfølgelig gerne set, at aftalen var større, men 200 millioner kroner er en start og det, der var politisk muligt”, siger Nick Zimmerman, bolig- og erhvervsordfører i Dansk Folkeparti.

Fordelingen af midlerne vil blive lagt oven i dem, der allerede er afsat til de respektive puljer. Midlerne vil blive tilført gennem et aktstykke. Derefter forventes Fjernvarmepuljen at fortsætte umiddelbart efter tilførslen af midler, mens afkoblingsordningen forventes at genåbne hurtigst muligt, forventeligt 10. maj.

Læs aftaletekst her

Fakta

  • Afkoblingsordningen og fjernvarmepuljen blev oprettet med Klimaaftale for energi og industri mv. 2020 og har til formål at understøtte udfasning af olie- og gasfyr.
  • Afkoblingsordningen indeholder nu 254 mio. kr. og fjernvarmepuljen 386 mio. kr. i 2023, inkl. midler fra Aftale om inflationshjælp 2023 og Aftale om vinterhjælp 2022. Midler fra Aftale om vinterhjælp 2022 tilføres med finansloven for 2023.
  • Med afkoblingsordningen kan husstande søge om fritagelse for at betale gebyret for at blive afkoblet af gassystemet (ca. 8.000 kr.), når de melder afkobling af deres gasfyr, og der er penge i puljen.
  • Fjernvarmepuljen giver fjernvarmevirksomheder tilskud til konverteringsprojekter, hvor fjernvarmenet udrulles i nye fjernvarmeområder, og hvor individuelle olie- og gasfyr konverteres til fjernvarme. Fjernvarmevirksomhederne kan modtage op til 20.000 kr. i støtte pr. konvertering.
  • Der er i alt afsat 4,7 mia. kr. i perioden 2020-2026 til puljer, som understøtter udfasning af olie- og gasfyr i private boliger (fjernvarmepuljen, afkoblingsordningen, skrotningsordningen og bygningspuljen).
  • Det er muligt for husstande, både få gebyrfritagelse fra afkoblingsordningen og få støtte fra fjernvarmepuljen, hvis der skiftes fra gasfyr, og fjernvarmevirksomheden udruller fjernvarme i ens område.