Borgmester Christian Bro: ”Gør din pligt – kræv din ret”. I den rækkefølge!
I sin første 1. maj tale som borgmester, talte Christian Bro blandt andet om de værdier og holdninger der uden tvivl vil komme til at præge arbejdet i borgmesterkontoret
DanmarkC TV bringer her borgmesterens tale.
“En klassisk kommunal 1. maj tale ville indeholde kraftig kritik af regeringen, for den åbenlyse underfinansiering af kommunerne – på alle de kommunale kerneområder. Vores regering – for det er det jo…
Nu er det sagt, og så vælger jeg at lægge mit fokus en anelse anderledes. Mere i retning af det vi selv kan – og skal.
En af mine største oplevelser i den forløbne uge (lige bortset fra det der med kæden…) det var at være med til at fejre en 110-års fødselsdag – Jens Peter Westergård – født godt 3 måneder før udbruddet af 1. verdenskrig.
Et menneske der har oplevet og gennemlevet månelandinger, supermarkeder, oliekrise og elbusser – og hele udviklingen af velfærds Danmark.
Tankevækkende at for ham var D-dag dog det stærkeste minde af alle – 6. juni 1944 – ”fordi vi fik håb”.
Tankevækkende fordi vi om få dage samler os igen for at fejre en national mærkedag – 4. maj – befrielsen fra den tyske besættelse.
Hvor vi i dag lufter de røde faner, skælder ud på regeringen (nogen mere end andre) og i fuldt flor udøver vores demokratiske rettigheder. Så vækker det da til eftertanke – for sandheden er jo uden 4. maj ingen 1. maj, i hvert fald ikke i den form…
Og igen – 5. juni – fejrer vi en national mærkedag – Grundlovsdag – som jo også handler om frihed, demokrati og national selvstændighed. Igen må vi tænke efter, for uden 4. maj ingen Grundlovsdag, i hvert fald ikke i den form…
5.-6. juli festen ville nok også have et ganske andet udtryk – hvis den overhovedet blev afholdt…
Og sådan kan en 110-års fødselsdag sætte tanker i gang – også om nutiden og tiden der kommer.
Vi er nødt til at minde os selv om, hvor hurtigt verden udvikler sig. Og vi skal huske, at de børn der går i skole i dag – de unge der er i gang med en ungdomsuddannelse – eller de, der har taget deres første skridt på arbejdsmarkedet, aldrig selv har oplevet besættelsen, den kolde krig der fulgte.
Det er bare rigtig svært at forholde sig til en krig der sluttede før de selv – deres forældre og måske også bedsteforældre – blev født. Særligt den sidste generation er vist godt repræsenteret…
Jeg synes jo det er vigtigt at forstå – for forudsætningen for Danmark, som vi kender det, har i høj grad været den genopbygning, der fandt sted efter krigen.
Velfærdssamfundet betød en hidtil uset økonomisk, kulturel, politisk og social frihed for de fleste.
På samme måde har globalisering, samhandel og sociale medier givet os mange nye spændende muligheder.
I et internationalt perspektiv er det dog stadig de få, der sidder på de mange goder såvel materielt som humanistisk.
Det bliver vi nødt til at ændre, både af hensyn til retfærdighed, men i lige så høj grad – som historien har lært os – af hensyn til vores egen sikkerhed.
Velfærdssamfundet har dog nogle slagsider – slagsider vi må og skal forholde os til, hvis vi ikke vil kæntre:
Et kendetegn i netop det danske velfærdssamfund har altid været den fri adgang til behandling – uanset alder, bopæl og social status.
Virkeligheden viser imidlertid noget andet, for bortset fra venteliste udfordringer og en tvivlsom behandlingsgaranti.
Så er forskellen mellem de rige og veluddannede på den ene side, og de lavtlønnede og kortuddannede på den anden side, blevet større og større.
Uligheden er faktisk så stor, så den kan måles i leveår. Højtlønnede, veluddannede danskere lever længere end deres kortuddannede landsmænd.
Samtidig har kortuddannede færre sygdomsfrie år, og dermed markant lavere livskvalitet.
Når jeg vælger – igen – at tage emnet op i en 1. maj tale, så skyldes det selvfølgelig, at der her i Fredericia bor – og lever – alt for mange, der bliver ramt af uligheden.
Et ufaglært job ofte lige efter 7. klasse – og typisk med en høj grad af fysisk belastning – har været et livsvilkår.
Og som om nedslidning ikke var nok i sig selv, så viser uligheden sig også i forekomsten af både kræft og hjertekarsygdomme. Ligesom stress fortrinsvis rammer blandt de ledige og ufaglærte – blandt de ”uden indflydelse på egen livs- eller arbejdssituation.”
Allerede ved 50 årsalderen, slår social ulighed i sundhed klart igennem.
Den midaldrende læge klarer sig markant bedre end rengøringsassistenten i alle test af banale fysiske funktioner som at holde balancen på et ben, eller forsøge at røre sine egne tæer.
Retfærdigheden er langt væk, når lovgivning og hævet pensionsalder betyder at vi alle skal fortsætte længere og længere på arbejdsmarkedet.
Det er en øjenåbner, når et rigt og stabilt samfund som vores fortsat har så udtalte sociale uligheder – både Pio og Stauning ville undre sig over at vi ikke er nået længere!
Så lad os gå et spadestik dybere – kan vi gøre noget ved det – kan vi overhovedet gøre noget?
Først og fremmest kan vi satse på uddannelse – det er den entydigt bedste kur. Og jo før jo bedre. Fra folkeskolen til erhvervs- og ungdomsuddannelser.
Og for dem, der har betrådt arbejdsmarkedet, gælder det om at sikre efteruddannelse.
Efteruddannelse der hæver kompetenceniveauet og sikrer mod ledighed – eller muliggør jobskifte.
I sidste uge var jeg på besøg hos CJ a/s i Erritsø, en stor lokal entreprenør, der netop har vundet udbuddet på TSA61 – motorvejstilkørslen i Taulov.
Budskabet var klart: Kommunen skal medvirke til at bekæmpe social dumping fordi det giver konkurrenceforvridning og stiller ”ordentlige” arbejdsgivere dårligt.
Og det giver god mening – ulighedstemaet taget i betragtning – for de efteruddannelser jeg taler om – og friheden til at deltage i dem, er langt hen ad vejen betalt af overenskomstmidler.
Arbejdsgiverforening – fagforening – overenskomst.
Eller oversat: ”Der skal være orden i penalhuset” – ”Der skal svares enhver sit” eller som vi plejer at sige: ”Gør din pligt – kræv din ret” I den rækkefølge!
Arbejdsgiver – lønmodtager – borger i Fredericia
Vi skal finde de fælles interesser – der sker udviklingen!
Lad os prøve at hæve blikket et øjeblik, for er ulighed altid et problem?
Er vi ikke selv ansvarlige for, hvis vi bliver stillet dårligere?
Der er i hvert fald nogle helt åbenlyst basale uligheder, vi ikke selv er ansvarlige for, fordi de er gevinsten i det, som nogen har kaldt det, det naturlige og det sociale lotteri.
Det naturlige lotteri består i, at vi hver især bliver født med et sæt af gener, vi ikke selv har valgt, men som spiller en vigtig rolle for, hvilke evner vi udvikler.
Det sociale lotteri består i, at vi hver især fødes ind i en familie, vi ikke selv har valgt, men som spiller en vigtig rolle for, hvilke uddannelsesmæssige, sociale og økonomiske fordele vi får i løbet af livet.
Allerede fra barndommen stilles børn af forældre i lavere socialgrupper i gennemsnit dårligere, bl.a. med hensyn til for lav fødselsvægt, langvarig sygdom, overvægt, kvalitet af sundhedspleje, tandpleje, motion, mobning, ensomhed, udsathed for farlige kemikalier og forurening og for den sags skyld kvaliteten af daginstitution og skole.
Alt sammen faktorer, som er med til at bestemme, hvordan det går senere i livet. Den sociale arv lever med – andre ord – i bedste velgående.
Oveni kommer så den økonomiske ulighed, hvor de politiske forskelle for alvor kommer til udtryk – og måske også nemmere at sætte i tale.
I det liberale tankesæt er ulighed nemlig IKKE et problem, men en forudsætning for vækst. Tanken er at vækst øger velstanden, også for den fattige, og på den måde giver alle bedre levevilkår.
Det liberale argument er, at omfordeling fra de rige til de fattige går ud over væksten i samfundet. Det synspunkt hører vi faktisk igen og igen fra Liberal Alliance – i forskellige forklædninger – gerne omskrevet til Frihed og Det Frie Valg.
I vores verdenssyn siger vi derimod, at omfordeling fremmer væksten. En høj grad af omfordeling styrker samfundets sammenhængskraft og giver social stabilitet, som er en væsentlig – og dokumenteret – faktor for vækst.
Det liberale tankesæt kan stadig bedst beskrives som: Enhver er sin egen lykkes smed – med den stilfærdige tilføjelse: og fanden tager de sidste – for det bliver resultatet!
Og det er jo helt banalt. Penge gavner de fattige mere, end de gavner de rige. Penge har, som økonomer kalder det, faldende marginalnytte.
Hvis vi enten kan give 1.000 kr. til en, der ingen penge har, eller til en, der allerede har rigeligt, så vil de gøre en større forskel for den fattige.
Det burde være nemt at forstå!
Og forskellen består i, at pengene bliver bragt i omløb – og penge der går i omløb skaber vækst. Vækst skaber arbejdspladser osv. – i kan selv fortsætte tankerækken. Det er den tilgang til samfundet, der skabte velfærdsstaten.
Det er også den tilgang til verden, der for alvor kan skabe lighed og det er den tilgang til mennesket, der skaber de bedste livsbetingelser og livskvalitet for os alle.
Det skader ikke at huske på – en majdag i Fredericia – en by hvor det hele startede som religiøs fristad – og der var asyl til fallenter, mordere og misgerningsmænd.
Vi er i grunden kommet langt allerede…
Rigtig go´1. maj!!!”
DanmarkC TV bringer flere indslag, hvor borgmester Christian Bro taler den 1. maj.
Mest sete
