
Borgerligt Skydeselskab markerede medlemsskab i 50 år, og fandt årets “Ålekonge”

I tider hvor mange har svært ved at melde sig ind i en forening, og forblive medlem, kunne formand Asger Veje i dag hylde et mangeårigt medlem
Foreningens fulde navn er “Fredericia Forenede Borgerlige Skydeselskab” og er ikke alene den ældste forening i Fredericia, men Borgerligt Skydeselskab – i daglig tale – nærmer sig 200 år.
Skydeselskabet afviklede i dag den årlige “Åleskydning”. Skydningen er speciel ved, at alle præmier er røgede ål, men også at der efter skydningen er stegt ål med stuvede kartofler. Og i rigelige mængder.
Som noget specielt kunne formanden, Asger Veje, fejre en 50 års jubilar:
“I anledning af dagen har vi et ekstra indslag: Vi har ellers ikke tradition for, at give noget til medlemmer der har været med i 50 år, men vi gør en undtagelse,” fortalte Asger Veje. Og med et “Tillykke – det er godt gået” fik Kaj Jørgensen en flaske med et lækkert indhold.

Foto: DanmarkC TV.
Årets “Ålekonge” blev Bent. T. Knudsen (Eller B.T. som de fleste kender den tidligere seniorsergent) med suverænt 71,7 point for de tre runder skydningen havde.

I alt blev der uddelt ti røgede ål. Fanget lokalt, og røget af skydeselskabets næstformand: S.E. Mengel Thomsen.

Formand Asger Veje og Kaj Jørgensen fortæller i et kommende TV indslag om skydeselskabet. Hold øje med programguiden.