FREDERICIA

At vove modet

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

At vove modet, – det var titlen på en workshop som 12 dramaelever fra Forestillingsholdene for de unge i Dramaskolen deltog i den første weekend i efterårsferien.
imageDramaworkshoppen blev ledet af Anna Birk, som Den Kreative Skole bruger som gæstelærer ved workshops og særlige projekter.
Workshoppen havde fokus på samspil og det fysiske teater, som blev undersøgt gennem arbejde med kropsholdninger, de 6 sanser og tillid via forskellige ”lege” og opgaver. Arbejdsformen med teaterundersøgelser, er lig den træning der indgår i 1.året på skuespilskolerne. Og Anna Birk arbejdede med skuespillerens (og menneskets) instrument, herunder forestillingsevnen/fantasien, sanserne og kroppen som udtryksmiddel. Igennem grundlæggende teatertræning opøvede eleverne evnen til nærvær, kreativ pingpong, fleksibilitet i fantasien og at gå med på egne og andres idéer.

To af dramaskolens lærere, Louise G. Andersen og Jannie Bækmand, deltog i workshoppen og de fortæller:” Vi vovede alle sammen modet og kastede os ud i udfordringerne, som de blev givet, og vi tog alle et skridt videre på vores skuespilmæssige veje. Vi ser frem til at tage endnu et skridt fremad sammen med eleverne i en weekend i november sammen med Anna Birk, og dedikere to dage til skuespil og improvisation.”

Faktabox: Forestillingsholdene på Dramaskolen er et samarbejde mellem Ungdomsskolen og Den Kreative Skole om de ældste dramaelever, der får særlige tilbud om workshops som denne og sætter mere krævende forestillinger op.

Foto: workshoppens deltagere: foto Anna Birk