SAMFUND

SKAT: Forskudsopgørelsen for 2024 er åben

Af Steen Knudsen - stkn@danmarkc.tv

Forskudsopgørelse 2024 er tilgængelig og en nyhed er, at boligskatten indgår i skatteopkrævningen

Fra i dag kan 5,3 millioner danskere se deres forskudsopgørelse for 2024 på skat.dk, og dermed tjekke og justere forventede indtægter og fradrag. En markant nyhed er, at boligskatten nu vil fremgå af forskudsopgørelsen, hvilket er en del af de nye boligskatteregler fra 1. januar 2024.

Selvkontrol på skat.dk
Jan Møller Mikkelsen, underdirektør i Skattestyrelsen, understreger vigtigheden af at bruge TastSelv for at sikre korrekte oplysninger.

Vær særligt opmærksom hvis din hverdag har ændret sig. Måske har du fået nyt job eller er steget i løn. Det skal du huske selv at fortælle os. Det er nu engang den bedste måde hvis du vil udnytte dine fradrag løbende eller undgå en restskat. På den måde hjælper man også sig selv,” siger Jan Møller Mikkelsen.

Skattestyrelsen opdaterer forskudsopgørelserne baseret på tidligere data, men da nye oplysninger fra for eksempel banker og arbejdsgivere til forskudsopgørelsen, ikke modtages automatisk, er det op til borgerne selv at holde deres oplysninger opdaterede, især efter større livsændringer som jobskifte eller bolighandler.

Forberedt på mange brugere
Efter åbningen af forskudsopgørelsen, forbereder Skattestyrelsen sig på en travl periode med mange henvendelser. Jan Møller Mikkelsen opfordrer til tålmodighed og henviser til skat.dk og deres chatbot-tjenester for hjælp.

Forskudsopgørelsen for 2024 åbnede den 14. november 2023, og ændringer kan foretages løbende gennem hele året.