VEJLE

Gårslev Skole har regionens bedste skolepatrulje

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

Gårslev Skolepatrulje er en skolepatrulje udover det sædvanlige. De passer på deres kammerater i trafikken, og nu er de blevet belønnet for deres store indsats.

Tirsdag d. 11 april blev det nemlig annonceret, at de er blevet kåret som regionale mestre i Region Syddanmark, og at de nu går videre i konkurrencen om at blive ‘Årets Skolepatrulje 2023’. Skolepatruljer som Gårslevs viser, hvor vigtigt det er at have skolepatruljer til at passe på børnene på vej til og fra skole.

Det øger sikkerheden for børnene, og det kan have stor betydning i en tid, hvor trafikken er tæt og farlig. Vi ønsker Gårslev Skolepatrulje og de fire andre regionale vindere held og lykke i finalen og takker dem for deres store indsats for sikkerheden på vejene.

Rådet for Sikker Trafik, LB Forsikring, politiet, Skole & Forældre, Danske Skoleelever og en repræsentant for landets færdselskontaktlærere har valgt de fem vindere i landets fem regioner ud af 750 indstillinger. På Gårslev Skole er der stor glæde over den regionale titel og de 5.000 kroner, der følger med prisen. Skolens elever har gjort en stor indsats for, at deres skolekammerater kan føle sig trygge i trafikken, og det har åbenbart været en succes, fortæller Vejle kommune i en pressemeddelelse.

Den regionale titel giver ikke bare en god følelse, men også muligheden for at gå videre til finalen, hvor der er mulighed for at vinde titlen ‘Årets Skolepatrulje 2023’. Præmien for at vinde denne titel er et festligt frikvarter med Hjem Is-bil, DJ, optog og musik for hele skolen.

De fem regionale vindere er Åvangsskolen i Rønne, Byskovskolen i Ringsted, Gårslev Skole i Børkop, Ådalskolen i Skive og Sæby og Sæbygård Skoleafdeling i Sæby. Den endelige vinder af konkurrencen kåres inden sommerferien.

Sidste års vinder i regionen var også fra Børkop, nemlig Fælleshåbsskolen. Foto: Rådet for sikker trafik

Årets Skolepatrulje 2022 var også fra Børkop – Det var Fælleshåbsskolen

“Patruljen på Fælleshåbsskolen, som ligger i Børkop i Vejle Kommune, har været ekstra udfordret af en større renovering på skolen samt byggeri omkring skolen, der har betydet, at voksne og børn i perioder har været nødt til at finde alternative veje, for at komme ind til skolen. Skolepatruljerne har derfor skulle agere ekstra opmærksomt og handlekraftigt gennem en længere periode for at kunne opretholde en tryg og sikker skolevej. De har været omstillingsparate på trods af svære vilkår og har uden brok taget ekstra vagter, for at kunne lykkes med opgaven.” Sådan lød dommerpanelet fra Rådet for sikker trafiks motivering for prisen til Fælleshåbsskolen i 2022.