Kort Nyt

Uge Sex 2023: Krop, myter og misforståelser

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

Har de andre fået hår på kroppen? Klamydia kan smitte via overflader. Myter om krop og seksualitet er stadig udbredte blandt unge. Derfor sætter Sex & Samfund i Uge Sex fokus på kroppens forandring gennem livet og de myter og misforståelser, der gentages i generationer og kan smitte af på trivslen.

Når det den 6. Februar 2023 ringer ind til årets Uge Sex er temaet krop, myter og misforståelser på skoleskemaet. 

Kroppen og de forandringer, der sker med kroppen gennem livet, har stor betydning for børn og unges trivsel. For børn i skolealderen er det særligt kropslige forandringer i forbindelse med puberteten, der betyder meget. Det gælder både for dem, hvor puberteten kommer, mens de stadig er indskolingen og for dem, hvor den først kommer i grundskolens ældste klasser.

Uanset hvornår deres egen krop går i puberteten, så har mange skolebørn tanker og bekymringer om kropsforandringer. Har man fået menstruation som den første i klassen? Har de andre fået hår på kroppen? Og bliver der sammenlignet kroppe i badet efter idræt? Det kan være, at man er den eneste i gruppen, der ikke har fået menstruation. Mange elever i udskolingen vil også have en nysgerrighed på og en del spørgsmål om sex og prævention. Kan man fx få klamydia af oralsex, og hvad er det nu, minipiller egentlig beskytter mod?

Undervisningsfilm til indskolingen Uge Sex 2023. Animationer, Peter Lopez

Der florerer mange myter og misforståelser blandt unge

En ny undersøgelse, som Voxmeter har foretaget for Sex & Samfund, viser at 65% af de unge, gerne ville har haft mere og bedre seksualundervisning, end den de har fået. Undersøgelsen viser også, at der florerer flere myter om blandt andet krop og prævention blandt de unge. 

49% af de unge har en forkert ide, eller er blevet forkert informeret om, at sexsygdomme kan overføres gennem overflader. En anden myte, som 41% af de unge tror på er, at kønskransen (myten om mødommen) hos kvinder sprænger første gang, man har penetrerende sex. Næsten 6% af de unge tror stadig på, at det er skadeligt at onanere hyppigt og 13% af dem får deres viden om sex fra influencere. 

Derudover er der uklarhed blandt de unge, i forhold til brugen af nødprævention. 51% af de unge er enten fejlagtigt eller mangelfuldt informeret omkring myten, om at nødprævention kun må benyttes tre gange i livet, da det ikke er skadeligt at bruge nødprævention, selvom det anbefales, at det ikke bør bruges som en almindelig og langsigtet præventionsmetode. 

Unge ønsker mere og bedre seksualundervisning

Mange unge mener, at de ville få mere ud af deres seksualundervisning, hvis der kom undervisere udefra eller hvis der var mere kompetenceudvikling til de nuværende undervisere, så alle kan føle sig trygge. Derudover ønsker mange unge særligt en mere mangfoldig seksualundervisning, hvor alle elever, uafhængigt af kønsidentitet og seksualitet, føler sig inkluderet og informeret om, hvad der er relevant for dem. 

Jeg synes ikke, at jeg har fået så meget information [gennem seksualundervisningen]. Det har mest været at høre om, at der er et eller andet og så selv undersøge det på google, men der kan man jo så ikke vide, om det er det rigtige, jeg har fundet ud af, selvfølgelig. 

Martin, 22 år

 Fakta om Uge Sex

  • Sex & Samfunds undervisningskampagne Uge Sex henvender sig til elever i 0.-10. klasse over hele landet.
  • Over halvdelen af danske skoleelever og mere end 11.000 undervisere over hele landet deltager i årets Uge Sex.
  • Med kampagnen tilbyder Sex & Samfund gratis undervisningsmaterialer, der kan støtte lærerne i at tilrettelægge og gennemføre alderssvarende sundheds- og seksualundervisning.

Uge Sex 2023 Temarapport


(Kilde: sexogsamfund.dk – Foto: sexogsamfund.dk)