Fredericia Teater

“All Stage” bød også på konkursbo: “Der er noget der er helt galt her”

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

For Johnny Dalgaard Bach, som er regnskabsansvarlig hos “All Stage APS” der hører hjemme i Varde, der har været underleverandør på flere af Fredericia Teaters store og prangende opsætninger, – kommer beslutningen om at sælge Fredericia Teaters konkursbo til Fredericia Kommune, som et stort chok. “Vi har ikke hørt at der skulle have været en egentlig auktion over boet efter Fredericia Teater – det kommer fuldstændig bag på os at der er foretaget salg til Fredericia kommune” fortæller Johnny Dalgaard Bach til DanmarkC TV. “Vi har mødtes og besigtiget boet i Fredericia, og havde indledt drøftelser med kurator, om muligheden for at lave en konstellation, hvor vi videreførte teateret i et eller andet omfang – i samarbejde med kommunen eller andre aktører. Pludselig havde kuratoren solgt hele boet til Fredericia kommune til det jeg vil kalde spotpris” – fortæller Johnny Dalgaard Bach, som er regnskabsansvarlig hos All Stage, til DanmarkC TV.

All Stage har været i dialog med kuratoren for Fredericia Teater – Bech‑Bruun Advokatfirma, om eventuelt køb eller videre drift af teateret med ny direktør og ny økonomiansvarlig og har selv afgivet et bud på 4 mio. kroner på konkursboet.

All Stage ville drive Fredericia Teater videre – pludselig var hele boet solgt til Fredericia kommune

Ifølge Johnny Dalgaard Bach fra All Stage, er der i regnskabet for 2019 angivet aktiver for godt 13 mio. kroner i Fredericia Teater og han mener at boet derfor burde kunne indbringe noget mere end salgsprisen på 4.5 mio. kroner ved en egentlig stykauktion.

I sine frustrationer over at Fredericia kommune har fået stillet i udsigt at kunne købe Fredericia Teaters aktiver for godt 4.5 mio. kroner, har All Stage kontaktet sine advokater og sendt en mail til byrådet i Fredericia, hvori de redegør for deres utilfredshed med Fredericia Kommunes køb af teaterets aktiver for 4.5 mio. kroner. En mail som DanmarkC TV er blevet gjort bekendt med.

All Stage lægger i sin mail vægt på, at kuratoren der varetager opgaven med at tilvejebringe størst muligt likviditet i boet efter Fredericia Teater, har gjort klart over for All Stage, at et bud på 4 mio. kroner ikke ville blive aktuelt, da Fredericia kommune havde valgt at byde et to-cifret millionbeløb.

“Det er jo helt galt det her – hvordan kan 4,5 Mio. kroner blive til et tocifret millionbeløb?” spørger Johnny Dalgaard Bach fra All Stage. “Det har afholdt os fra at komme med et faktuelt bud”.

Denne udlægning kan kurator ikke genkende.”Jeg har aldrig nævnt for “All Stage”, at Fredericia Kommune havde valgt at byde et to-cifret millionbeløb. Det er ren fantasi fra Johhny Dalgaard Bach” skriver kurator Rune Richelsen fra Bech‑Bruun Advokatfirma til DanmarkC TV i en mail.

All Stage har rejst krav på godt 2 Mio. for udført arbejde overfor Fredericia Teaters bo – regninger der er en del af mange teateret ikke har betalt over de sidste 6 måneder.

DanmarkC TV har forsøgt at få en kommentar fra Fredericias Borgmester Jacob Bjerregaard, men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.

Vi ville blandt andet gerne have spurgt borgmesteren om, hvordan Fredericia Kommunes bud er havnet på godt 4.5 mio. kroner, hvilket er en del over den vurdering kuratorens vurderingsmænd har anslået boet var værd – og samtidig kun lige slår de øvrige budgivere af pinden. Samtidig står det i skærende kontrast til reelle vurdering af aktiverne, der efter oplysninger fra kuratoren er foretaget af auktionshuset DAB – og er over 9 mio. kroner lavere end den værdi aktiverne er opgivet til i Fredericia Teaters udkast til regnskab for 2019.

Auktionshuset DAB skriver på mail til DanmarkC TV at de har besigtigede aktiverne og kommet med en objektiv vurdering af værdierne.

Bech‑Bruun Advokatfirma er udover at være kurator på boet efter Fredericia Teater, også Fredericia Kommunes advokat.

Med en købspris på 4.5 mio. kroner for boet efter Fredericia teater, er der teknisk set solgt ud. Dermed er der dækning for de manglende lønkroner til personalet, og omkostninger til kuratorbistand, men også en udsigt til at boet efterlader sig et hul på over 60 mio. kroner. Det kan betyde at de omkring 2000 personer der har købt gavekort eller billetter til Fredericia Teaters forestillinger, som udgangspunkt kan betragte deres billetter og tilgodebeviser som værdiløst papir.