FREDERICIA

Ny chef for Elbokøkkenet I/S      

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Det kommunale storkøkken Elbokøkkenet I/S får ny chef pr. 1. april

Niels Abbas bliver ny chef for Elbokøkkenet, der producerer og leverer mad til visiterede borgere, plejehjem og Botilbud i Middelfart, Haderslev, Kolding og Fredericia kommuner.

Niels Abbas er uddannet kok og tiltræder pr. 1. april 2016. Han kommer fra Fazer Food, hvor han har været 11 år som kok, souschef og køkkenchef .

I tæt samarbejde med bestyrelsen og køkkenets souschef, vil Niels Abbas få ansvaret for drift og udvikling af Elbokøkkenet, så det er rustet til fremtidens udfordringer.

”Bestyrelsen ser frem til et godt og frugtbart samarbejde med vores nye køkkenchef og glæder os over, at have ansat en leder med både visioner og væsentlige kostfaglige kompetencer” udtaler bestyrelsesformand Kaj Johansen.

Også tillidsrepræsentant Charlotte Holm Jensen glæder sig til samarbejdet med den nye leder og udtaler: ”Vi glæder os til at tage imod vores nye chef, der bliver leder for 25 dygtige og motiverede medarbejdere. Vi er klar til at bidrage med vores faglighed og engagement og forventer, at blive involverede i kommende udviklingsopgaver samtidig med, at vi vil sikre den daglige drift og fortsat levere god mad til vores mange kunder”.

 

Niels Abbas er 49 år og bosat med sin familie i Bredballe ved Vejle, hvor han i fritiden bl.a. er aktiv som fodboldtræner for et drengehold ved Bredballe IF.