FREDERICIA

“Unge Lys” samlede 800 skolebørn til stærk debat om mobning i Fredericia

Af Theis Søndergaard - ths@danmarkc.tv

Der var både grin, tårer og masser af eftertanke, da organisationen Unge Lys i denne uge samlede 800 skolebørn i Fredericia til et stort arrangement om mobning, ensomhed og trivsel

På scenen stod fire kendte Youtubere, som de unge allerede kendte fra skærmen – men her delte de personligt og ærligt ud af deres egne oplevelser. Det var Youtuberne Elias, Eiqu Miller og Nomi og loke, der debatterede med eleverne fra scenen.

Unge Lys arbejder målrettet for at skabe inkluderende og venlige miljøer på skolerne, hvor mobning og eksklusion ikke får lov at gro. Ideen er enkel: at starte samtalen og give eleverne lyst og mod til selv at tage ansvar for fællesskabet.

Stærke forbilleder
For mange af eleverne gjorde det stort indtryk at høre Youtuberne fortælle åbent om alt fra ensomhed og mobning til kærestesorger og presset fra sociale medier. Det, der ellers kan virke som en perfekt facade online, blev brudt ned – og der kom ærlige fortællinger frem om svære perioder i livet.

”Det var fedt at høre, at de også har følelser – at de ikke bare lever et perfekt liv på nettet,” lød det fra en af eleverne. En anden tilføjede: ”Når det kommer fra nogen, man ser op til, så betyder det meget mere.”

Et rum for fællesskab
Arrangementet skabte et trygt rum, hvor eleverne turde stille spørgsmål, dele deres egne oplevelser og reflektere over, hvordan de kan støtte hinanden bedre i hverdagen. Flere pegede på, at dagen gav dem en følelse af sammenhold: ”Man kan godt føle sig ensom selvom man er sammen med mange – det var vigtigt at høre, at man ikke er alene om det.”

Skolerne forpligtes
Unge Lys lægger vægt på, at indsatsen ikke kun handler om én dag med inspiration, men om et længerevarende fokus på trivsel. Skolerne bliver derfor bedt om at arbejde videre med temaerne både før og efter besøget. Blandt forslagene er at udpege forandringsagenter i hver klasse – elever, der kan være rollemodeller og drive fællesskabet fremad sammen med lærere og pædagoger.

Stor ros fra både elever og lærere
Både skolernes personale og eleverne roser indsatsen til skyerne. ”De unge Youtubere kunne noget helt særligt – de var nærværende, ærlige og skabte en forbindelse til eleverne, som vi voksne ikke altid kan. Det var enormt værdifuldt,” lød det fra arrangøren for eventet, Henrik Kyhl.

DanmarkC TV bringer på et senere tidspunkt talkshowet i sin fulde længde.