
Michelinstjerne til Ti Trin Ned og pris til kokken
Der var dobbelt op på anerkendelse til Fredericia, da Restaurant Ti Trin Ned mandag aften ikke blot modtog en Michelin-stjerne, men også kunne se sin køkkenchef blive hyldet med en særpris ved den nordiske Michelin-uddeling.
Jubelbrølet var ikke til at tage fejl af i Anneberg Kulturpark i Odsherred, da den store nyhed blev afsløret. Restaurant Ti Trin Ned, under ny ledelse siden årsskiftet, blev tildelt sin første Michelin-stjerne. Samtidig modtog køkkenchef og medejer Michael Nørtoft den prestigefyldte særpris “Young Chef Award 2025”, en anerkendelse der cementerer hans position som et af Nordens største kokketalenter.
Det oplyses i en pressemeddelelse til aften.
Den pludselige succes kom som en overraskelse for den unge køkkenchef.
“Jeg er chokeret. Jeg havde ikke forventet det. Vi købte restauranten et halvt år siden. At være her er en stor oplevelse i sig selv for mig”, lyder det fra en tydeligt berørt Michael Nørtoft umiddelbart efter overrækkelsen.
Han overtog restauranten sammen med Lærke Krudt ved årsskiftet, og de har siden da modtaget topanmeldelser fra flere anerkendte madanmeldere.
“Det er et skulderklap til hele holdet, der har ydet en kæmpeindsats for at nå det niveau, der er nødvendigt for, at man bliver belønnet med en Michelin-stjerne,” understreger Michael Nørtoft.
Kærlighed til lokale råvarer
Fundamentet for succesen er ifølge køkkenchefen en klar filosofi, der centrerer sig om både gæsten og råvarerne. Oplevelsen skal være total, og råvarerne skal være i særklasse.
“Vi bruger så mange lokale råvarer af højeste kvalitet som muligt, og går efter, at de er fremstillet så bæredygtigt som muligt. De to ting kan sagtens gå hånd i hånd. For os giver det ingen mening at importere f.eks. en fisk fra Japan, man kan købe i Hanstholm,” påpeger Michael Nørtoft om valget af ingredienser.
Denne kompromisløse tilgang gælder også selve besøget i restauranten.
“Vi forsøger hele tiden at optimere vores gæsteoplevelse. Det gælder både i forhold til udvikling af vores gastronomi, men også værtskab og så videre. Når man besøger os, skal man gå hjem med følelsen af, at man har fået kæmpe oplevelse,” siger han.

Ambitionerne er stadig store
Selvom en Michelin-stjerne og en stor personlig hæder er i hus, er det ikke et tegn på, at holdet bag Ti Trin Ned nu læner sig tilbage. Tværtimod.
“Nu har vi vundet en Michelin-stjerne. Det betyder ikke, at vi kan læne os tilbage og sige: det var så det. Vores ambitioner er til mere. Om det skal være en stjerne mere, kan kun Michelin inspektørerne afgøre. Vi vil fortsætte med at udvikle vores gastronomi, og vil egentligt bare gerne være kendte for at være et sted, hvor man spiser utroligt godt, og får en fantastisk oplevelse,” afslutter Michael Nørtoft.