
Højskolen Snoghøj får nyt forstanderpar

Ægteparret Røge i spidsen for Danmarks ældste højskole
Højskolen Snoghøj, en af Danmarks ældste højskoler, får pr. 1. juni 2025 et nyt forstanderpar. Ægteparret Annececilie og Kim Røge vil fremover dele den daglige ledelse af skolen, hvor Kim Røge de seneste fem år har været forstander. Annececilie Nesager Røge tiltræder som højskolens viceforstander og vil dermed formelt tegne højskolen sammen med sin mand.
Det oplyses i en pressemeddelelse mandag morgen.
Den 48-årige Annececilie Nesager Røge har en baggrund inden for ledelse, økonomi, administration og scenekunstnerisk produktion fra institutioner som Fredericia Teater og Musicalakademiet.
Hun har arbejdet i Fredericia i 18 år og har et indgående kendskab til byens kultur- og erhvervsliv. Hendes indtræden i skolens drift forventes at styrke højskolens videreudvikling som et alment dannende og fagligt stærkt sted inden for kunst og scenekunst, med et fokus på at tilpasse fagudbuddet til tidens behov og de unges interesser.

rummeligt og respektfuldt fællesskab, som vi alle bidrager til”, fortæller Annececilie, der sammen med sin mand Kim Røge udgør Højskolen Snoghøjs daglige ledelse fra 1. juni. Pr-foto
Højskoleånden i centrum
Bestyrelsesformand Birgit Fuglsbjerg, der selv har erfaring som højskoleforstander og skoleleder, udtrykker stor tillid til det nye forstanderpar.
– I bestyrelsen er vi overbevist om, at vores højskole vil nyde godt af et stærkt forstanderpar, der sammen med medarbejderne kan sætte Højskolen Snoghøj endnu tydeligere på landkortet – lokalt såvel som udadtil, udtaler hun.
Beslutningen om at dedikere sig fuldt ud til højskolen var en overvejelse for Annececilie Røge, der skifter et job hos Energinet ud med en mere omfattende rolle på Højskolen Snoghøj.
– Men det der for alvor vandt mig over er, at her på Snoghøj vil vi alle sammen noget med hinanden, uanset hvilken plads vi udfylder. Vi holder hinanden ansvarlige, og vi insisterer på at udvikle os sammen, både fagligt og menneskeligt. Grundtvig talte om den levende vekselvirkning mellem mennesker som en katalysator for livsoplysning. For dannelse er altid en proces og ikke et færdigt produkt, forklarer Annececilie Røge.
Kim Røge uddyber højskolens kerneværdier:
– At møde mennesker dér, hvor de er, og gennem vores forpligtende fællesskab se dem vokse og blive en stærkere udgave af sig selv, er hele omdrejningspunktet for vores højskole. Her på Snoghøj giver vi ikke karakterer, men forhåbentlig skaber vi karakterer. Og i en tid fyldt med mål og styring, der kan sætte trivslen under pres, lykkes vi faktisk med at skabe et rum, hvor elever og kursister kan trække vejret lidt friere for en stund – og finde mening, livslyst og virkelyst.

Bestyrelsen bakker fuldt op om beslutningen.
– Vi glæder os til samarbejdet med Annececilie, og i bestyrelsen ser vi frem til at følge Annececilie og Kim i deres fælles indsats for at gøre Højskolen Snoghøj til et endnu mere attraktivt og hjemligt tilbud for alle, der bor, arbejder, kommer på og er en del af fællesskabet omkring vores på én gang historiske og moderne højskole,” lyder det fra bestyrelsen.
Det nye forstanderpar deler en fælles vision for skolens fremtid.
– Vi glæder os virkelig til som par at tage opgaven på os, selvom den er stor. Og sammen med vores dygtige medarbejdere og dedikerede frivillige gør vi det nu til vores fælles mål at fastholde og udvikle Højskolen Snoghøj som stedet, hvor du i mødet med vores fag og med andre mennesker bliver klogere på dig selv, på tiden og på livet” afslutter Annececilie og Kim Røge.
Højskolen Snoghøj blev grundlagt i 1908 og har siden 1913 haft sin nuværende placering i Fredericia. Skolen er kendt for sin lange historie inden for blandt andet gymnastik og som Nordisk-Europæisk højskole. I dag tilbyder skolen et ambitiøst fællesskab med fokus på scenekunst og kreative fag, samt korte temakurser og lange højskoleophold inden for forskellige fagområder.
