FREDERICIA

Nedskydning af måger i midtbyen

Af René Boye Knudsen - rbk@danmarkc.tv

Fredericia Kommune iværksætter regulering af sølvmåger efter gentagne klager fra beboere

Fredericia Kommune har i de senere år modtaget rigtig mange klager og indberetninger fra borgere angående gener forårsaget af måger, blandt andet i midtbyen.

Klagerne omfatter støjgener fra mågernes kald, aggressiv adfærd – især i ynglesæsonen – og forurening fra ekskrementer på både private og offentlige områder.

For at imødekomme borgernes bekymringer har kommunen iværksat en intensiveret indsats i 2025 mod sølvmåger i midtbyen.

Naturvejleder Bjarne Christensen fortæller i et interview om kommunens tiltag, der spænder fra nedskydning af voksne sølvmåger til ødelæggelse af reder og æg – netop for at reducere mågebestanden og de gener, de medfører. Vi taler i udsendelsen ligeledes om, hvorfor der er så mange måger, og hvad man som borger selv kan hjælpe med.

Se udsendelsen om måger i midtbyen, og hør om, hvordan man også udenfor midtbyen har muligheder for at få fjernet mågerne. Hvem kan man som borger få hjælp af og hvilken myndighed skal man søge, hvis man gerne vil have lov til fx at fjerne reder.

Se med på DanmarkC TV lørdag d. 29. marts, hvor vi sender et indslag omkring mågerne – Hold øje med TV-Guiden.