SKÆRBÆK

Café Strandparken kan forblive på beboerforenings hænder

Af Steen Knudsen - stkn@danmarkc.tv

Teknisk Udvalg har givet grønt lys til, at beboerforening kan arbejde videre med overtagelse om et år, hvorefter endeligt forslag skal behandles i byrådet

Café Strandparken ligger idyllisk placeret i det naturskønne Skærbæk Strandpark, et 6 hektar stort område med både strand og skov ud til Lillebælt. Med sin kombination af strandens ro og skovens kuperede terræn er området en oplagt destination for gåture, picnic, sejlads og strandaktiviteter. Området bag den populære “Blå flag” strand byder desuden på et veludbygget stisystem og en shelterplads, som indbyder til friluftsliv og naturoplevelser.

En café med historie

Café Strandparken har gennemgået en omfattende renovering, hvor et nyt stråtag har givet bygningen et løft. Caféens faciliteter inkluderer også offentlige toiletter, hvilket gør den til et naturligt knudepunkt for besøgende i området.

Trods caféens udviklingsmuligheder og placering har det tidligere været udfordrende at finde en økonomisk rentabel løsning for dens drift. Et udbud for cafedrift før sommeren resulterede ikke i tilfredsstillende tilbud, men nye interessenter viste interesse i løbet af efteråret.

Et lokalt samarbejde for fremtiden

Forvaltningen indgik hen over sommeren og efteråret en samarbejdsaftale med Skærbæk Beboerforening om at skabe liv i Café Strandparken og omkring Blå Flag-strandområdet. Aftalen, som oprindeligt var midlertidig, er nu forlænget til marts 2025.

I samarbejde med beboerforeningen arbejdes der på at sikre caféens fremtid gennem en mulig fondsmodel. Hvis dette lykkes, vil beboerforeningen i en periode overtage driften og udgifterne til bygningen. Dialogen mellem forvaltningen og foreningen har været tæt og konstruktiv, og der er optimisme omkring projektets succes.

Et samlings- og kulturpunkt for lokalområdet

Med Skærbæk Beboerforenings engagement og caféens placering er der håb om, at Café Strandparken kan blive et kulturelt og socialt samlingspunkt i området. Ambitionen er at gøre caféen til en central del af lokalsamfundet, hvor både lokale og besøgende kan nyde områdets naturskønne omgivelser og deltage i aktiviteter året rundt.

Den længe ventede beslutning

Teknisk Udvalg besluttede, at Skærbæk Beboerforening det kommende år arbejder mod at etablere en fonds- foreningskonstruktion, hvor fonden/foreningen overdrages bygningen og overtager forpligtelserne. Den endelige aftale vil herefter skulle besluttes i Økonomi- og Erhvervsudvalget samt Byrådet.