Nu og her: Systemet for syge borgere bliver enklere og mere værdigt
Med reformen slipper tusindvis af sygemeldte for unødvendige samtaler i jobcentrene. Reformen, der bygger på erfaringer fra Nordjylland, skal gøre indsatsen mere individuel og værdig
Fra 1. januar 2025 får syge borgere en lettelse i kontakten med jobcentrene. Loven der gør det muligt blev vedtaget før jul, og med bred opbakning i Folketinget, og vil skære cirka 60.000 samtaler væk årligt. Tiltaget er en del af regeringens ambition om at reducere bureaukrati og give kommunerne friere rammer til at skabe mere værdige og individuelle forløb.
Reformen betyder færre krav til samtaler, rehabiliteringsteams og lægeattester for sygemeldte borgere. Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen glæder sig over ændringen:
“Vi skal sætte borgeren først. Med dette tiltag slipper borgere med ukomplicerede sygdomsforløb for mange unødvendige møder, og kommunerne får bedre mulighed for at lave skræddersyede løsninger. Det handler om at skabe et system, der opleves som mere værdigt og menneskeligt.”
Erfaringer fra frikommuneforsøg i Nordjylland har været afgørende for reformen. Forsøget viste, at større frihed til kommunerne kan forbedre indsatsen for syge borgere.
Reformen er en del af en bred politisk aftale om sygedagpengesystemet, indgået tidligere på året, som også styrker hjælpen til alvorligt syge. Ændringerne skal gøre op med nuværende ensartede regler, der ikke tager højde for individuelle sygdomsforløb, og give bedre støtte til dem, der har brug for det.
“Frihed og tillid er nøgleordene. Jeg tror på, at det både vil gøre systemet bedre og hjælpe borgerne til at føle sig mere set og forstået,” afslutter ministeren.
Fakta
Reformen er støttet af regeringen samt Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti. Målet er at forenkle reglerne og give kommunerne bedre mulighed for at fokusere ressourcerne på de borgere, der har størst behov.