Kulturkasernen i Fredericia får støtte fra Realdania
Realdania støtter forundersøgelse af Fredericias nye kulturelle mødested
Realdania har bevilget op til 600.000 kr. til en forundersøgelse af Kulturkasernen i Fredericia. Projektet har til formål at omdanne den gamle kasernebygning til et kulturelt mødested for kunst, kreativt iværksætteri og fællesskaber, det oplyser Fredericia Kommune i en pressemeddelelse til eftermiddag.
Kulturkasernen er et ambitiøst projekt med et areal på 18.000 kvadratmeter. Visionen er at skabe et kulturelt kraftcenter for Fredericia og Trekantområdet.
Igår, mandag, på byrådsmødet blev der frigivet kr. 300.000 af de afsatte anlægsmidler i Budget 2024 til anvendelse som Fredericia Kommunes medfinansiering af for-projektet for Kulturkasernen, midlerne frigives under forudsætning af, at der opnås tilsagn fra Realdania til støtte af den resterende del af for-projektet. Hvilket der nu er.
– Potentialet er enormt. Bygningerne og kasernens beliggenhed med udsigt til Lillebælt og ikke mindst det store, fascinerende gårdrum er elementer, der hver især og sammen gør et stort indtryk, lyder det fra Fredericia Kommune i meddelelsen.
Forundersøgelse skal modne projektet
Forundersøgelsen skal belyse projektets potentialer, herunder forretningsmuligheder og mulighederne for at tiltrække besøgende fra Fredericia og omegn. Fredericia Kommune bidrager med baggrundsmateriale og projektbeskrivelser.
Forundersøgelsen forventes afsluttet i sommeren 2025 med en rapport, der indeholder anbefalinger til projektets fremtidige udformning og realisering.
Rapporten skal danne grundlag for den videre politiske proces og fondsansøgninger.
Realdania har med bevillingen ikke forpligtet sig til at støtte selve realiseringen af Kulturkasernen, men støtten til forundersøgelsen er et vigtigt skridt på vejen mod at gøre visionen til virkelighed.