Børnehaven i Herslev: “Danmark er bygget op på tillid. Den tillid er brudt!”
Om tilliden kan genoprettes ved ingen, men tirsdag aften i Herslev forlyder det, at mulighederne for at privatiserer børnehaven er ved at blive undersøgt
“Vi troede faktisk på politikerne” lyder det i Herslev – “sidste år følte vi os kørt over, men det her er værre. Politikerne skal huske på, at de er valgt af os, af folket, og når de lover noget, skal de holde det”
Ovenstående citat er af medlem af forældrerådet i Herslev Børnehave, Hanne Kirkegaard, der sagde det til DanmarkC TV, da vi kom forbi børnehaven i Herslev. Hvor børnepædagogisk det end lyder, er det faktisk sagt til de voksne på Fredericia Rådhus.
“Det er rigtigt, at vi endnu ikke opfylder de krav der er stillet om antal børn i børnehaven. Det havde vi tre år til. Det fremgår ikke nogen steder, at vuggestuebørn tæller dobbelt normering.” Her er pointen, at det derfor ikke står helt så dårligt til, som forvaltningen skriver i deres indstilling.
Skal børn skifte institution
Hanne Kirkegaard forklarer, at de der påtænker at melde deres børn ind i Herslev børnehave, tænker sig om en ekstra gang, når de hvert år oplever at den lokale børnehave er i spil når der skal spares. Det er tredje gang i 2024.
Pædagogik og legeplads
I beslutningsgrundlaget står der, at det mere er et pasningstilbud til et pædagogisk tilbud. Det kan næsten få blodtrykket op i Herslev. “I det sidste år er der gjort rigtig meget herude for at styrke den pædagogiske læreplan,” fortæller Jannick Bech, der også sidder i forældrerådet.
“Vores nye leder har lavet en masse nye læringsområder,” siger Jannick Bech til DanmarkC TV. Dertil kommer, forklarer han, “At der er rigtig god fokus på det enkelte barn fra pædagogernes side.”
“Der er en masse aktivitetsmuligheder på legepladsen,” udtaler Jannick Bech, som en kommentar til, at forvaltningen mener legepladser er bedre andre steder, som for eksempel Taulov. “Der mangler jo ingen ting her!” mener Jannick Bech, og slår ud med hænderne.
“Man mister den tillid, som man gerne skulle have, til vores lokale politikere,” er konlusionen for Jannick Bech.
Herslev Borgerforening
“Herslev Børnehave er ikke en pasningsordning, det er et pædagogisk tilbud, som vi er utrolig stolte over,” fortæller borgerforeningens kasserer, Allan Pertti Frandsen. “Det virker som om den tre års periode vi var blevet lovet, er taget af bordet. Det stresse os, det stresser forældrene, det stresser medarbejderne, at kunne læse, at børnehaven åbenbart er en spare mulighed.”
“Vi laver meget frivilligt arbejde herude, og forældrene har lavet et kæmpe frivilligt arbejde indendørs i børnehaven, igangsat af lederen. Det er jo sådan, at det forventes vi gør en stor indsats herude, og det gør vi gerne. Men det er svært at gøre en frivillig indsats, hvis kommunen ikke lytter til vores ønsker, og til den forventning vi har til den lovede tre års periode,” lyder det fra Allan Pertti Frandsen.
Sammenhold
“Efter de lukkede skolen, har vi holdt sammen om børnehaven,” forklarer Pia Møller, der også er medlem af Herslev Borgerforening. Pia Møller mener, at en børnehave hører til i Herslev, og “det er noget af det sidste vi har som fællesskab her.”.
Pia Møller er ikke en “hvem som helst” i Herslev. Hun har tidligere været leder af børnehaven, og har personligt altid søgt stillinger i mindre institutioner. “I de små kender du alle, og kender næsten også alle forældrene. Det synes jeg er rigtig positivt,” er Pia Møllers klare holdning.
Pia Møller tilføjer, at der faktisk er børn fra Fredericia og Taulov der er indmeldt i børnehaven. Netop på grund af størrelsen og pædagogikken. Det står der heller ikke noget om i embedsmændenes indstilling til politikerne.
DanmarkC TV bringer lørdag efter planen et længere indslag om Herslev Børnehave. Det bliver uden kommentarer fra de ansatte. De må ikke udtale sig til medierne, kan DanmarkC TV forstå, og stillede heller ikke op til interview tirsdag aften.