Tusindvis af løbere sætter broen på pause: Broløb over Lillebælt kan give kø i trafikken
Lillebæltsbro lukker for trafik i forbindelse med halvmarathon
Lørdag den 4. maj vil Den Gamle Lillebæltsbro være lukket for biltrafik i forbindelse med Lillebælt Halvmaraton, ihvertfald i en periode. Det betyder, at bilister, der skal krydse Lillebælt, skal bruge Den Nye Lillebæltsbro, hvilket kan medføre kø og forlænget rejsetid, det oplyser Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
Broen lukker i tre timer
Normalt kan trafikanter vælge mellem Den Gamle Lillebæltsbro og Den Nye Lillebæltsbro, når de skal krydse farvandet mellem Jylland og Fyn.
Lørdag 4. maj må de dog nøjes med sidstnævnte, da den ældre af de to lillebæltsbroer bliver lånt ud til tusindvis af løbere i forbindelse med det årlige Lillebælt Halvmaraton og derfor vil være spærret for trafikanter i tidsrummet mellem kl. 13.30 og 16.30.
Det kan ikke undgå at påvirke trafikken i og omkring Lillebælt, hvor vejnettet vil være særligt belastet fra lørdag formiddag til om eftermiddagen.
Vejdirektoratet opfordrer både deltagere i Lillebælt Halvmaraton og øvrige trafikanter i området til at sætte ekstra tid af til rejsen og følge Vejdirektoratets trafikråd.
Gode råd til trafikanter
For deltagere i Lillebælt Halvmarathon:
- Kører du i bil, så kør hjemmefra i god tid.
- Søg aktuel trafikinformation på Trafikinfo.dk, før du kører.
- Hold dig orienteret og hør P4 Trafik, mens du kører.
For øvrige trafikanter:
- Forvent kø i området omkring Den Nye Lillebæltsbro og sæt ekstra tid af til turen. Trafikken vil være påvirket mellem kl. 10.00 og 17.00.
- Den Gamle Lillebæltsbro er spærret mellem kl. 13.30 og 16.30.
- Fællesstien på Den Gamle Lillebæltsbro er åben for fodgængere og cyklister.
- Søg aktuel trafikinformation på Trafikinfo.dk, før du kører.
- Hold dig orienteret og hør P4 Trafik, mens du kører.
For rejsende med kollektiv trafik:
- Vær opmærksom på omlægninger af busruter.
- Tjek din rute på Rejseplanen.
På Vejdirektoratets trafikkort kan man altid holde sig opdateret om den aktuelle situation på statsvejene og få viden om restriktioner for trafikken, konkrete vejarbejder og øvrige trafikmeldinger.