Kort Nyt

Trekantområdet får særstatus på Wash Worlds Danmarkskort

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Wash World etablerer to selvstændige vaskehaller i den samme by. Ifølge bilvaskkæden passer lavpriskonceptet godt ind i gennemsnitsdanskerens øjeblikkelige behov for at spare


Pressemeddelelse: Etablering af flere selvstændige vaskehaller i samme by er for Wash World en sjældenhed. Imidlertid er interessen for bilvask på abonnement så stor i Fredericia, at Wash World nu etablerer sin vaskehal nummer to i byen.

Wash World er i forvejen at finde på Strevelinsvej 5 i Erritsø, mens den nye vaskehal får hjemme på Vejlevej 20. Åbningen sker onsdag den 26. oktober.

I forvejen har Wash World to vaskehaller i både Kolding og Vejle, så noget kunne tyde på, at trekantområdet får en form for særstatus på Wash Worlds Danmarkskort.

”Lokalområdets efterspørgsel på nem og billig bilvask er ekstraordinært stor. Der er tryk på vores nuværende lokation på Strevelinsvej, og fordi en del af vores koncept er, at vi gerne vil tilbyde bilvask uden lange køer, har vi besluttet af etablere en vaskehal mere relativt tæt på. Placeringen er meget central, og meningen er, at folk fra midtbyen skal få bedre mulighed for at vaske bilen,” siger Martin Olesen, adm. direktør i Wash World.

Begge Wash Worlds vaskehaller i Fredericia er udstyret med automatisk aflæsning af bilernes nummerplader, hvilket gør det muligt for medlemmer at køre direkte ind i vaskehallen uden på noget tidspunkt at stige ud af bilen. Selve vasken tager ned til tre minutter, hvilket betyder, at processen er hurtigt klaret uden den sædvanlige ventetid.

Martin Olesen peger desuden på, at Wash Worlds ambition om at være den billigste spiller på markedet for bilvask passer godt til situationen i Danmark lige nu.

”I disse tider, hvor økonomien er presset hos mange, passer et lavpriskoncept selvfølgelig godt til gennemsnitsdanskerens behov for at spare på omkostningerne, hvor det er muligt.
Det sker især via en fuldautomatisk styring af vaskehallerne, hvilket betyder, at vi kan holde både energiforbruget og priserne så lavt som muligt,” siger han.

Den fuldautomatiske styring af vaskehallerne betyder i praksis, at der bliver skruet ned for både elforbruget og varmen i perioder, hvor vaskehallen ikke er i brug. Et fænomen der er kendt fra såkaldte smart buildings, men som ikke hører til normalen på markedet for bilvask.

Wash Worlds vaskehaller er desuden udstyret med biologiske vandrensningsanlæg, hvilket gør det muligt at filtrere, rense og i sidste ende genanvende størstedelen af vandet frem for konstant at bruge nyt. Metoden sikrer et meget lavt friskvandsforbrug fra kun seks liter per bilvask, hvilket er under en tiendedel af en typisk privat bilvask med vandslange.

Wash World gør brug af en abonnementsløsning, hvor brugerne får ubegrænset bilvask for et fast beløb om måneden.