TIDLIGERE GADEMEDARBEJDER : VI VIDSTE AT DET VILLE SKE – SPØRGSMÅLET VAR BARE HVORNÅR
Nini Ravn er tidligere gademedarbejder i Fredericia kommune
Nini Ravn er tidligere gademedarbejder i Fredericia kommune, og har mødt mange unge på gaden. Ifølge hende, er der en helt klar årsag til, at situationer som forsommerens ballade med en gruppe unge i Erritsø sker. Vi har mistet grebet om de unge når skolens klokke ringer ud til sommerferie.
I en mail til DanmarkC TV, beretter Nini Ravn om sine tanker og oplevelser omkring unges opførsel og trivsel, efter en forsommer med blandt andet brandstiftelse, hærværk og ræs i en indregistreret bil i et område i Erritsø.
Da jeg i 2004 blev ansat som opsøgende medarbejder i Fredericia Kommune, var jeg den sidst ansatte ud af et team på 8 medarbejdere der skulle fordeles ud i de 4 distrikter, – syd, vest, nord og midtbyen
Jeg og min kollega, som på daværende tidspunkt havde været ansat et års tid, havde område Syd, som betød Erritsø, Lyng, Snoghøj og Taulov.
Vores opgaver bestod i, at være opsøgende på gadeplan, spotte de unge der havde brug for ekstra opmærksomhed, få en relation til disse, og derefter arbejde målrettet med at ændre kurs for den enkelte ung og grupper af unge. Vi arbejdede tæt sammen med de daværende fritids- og ungdomsklubber, lokalområdets skoler, misbrugscentret og ikke mindst forældre.
Vi havde tavshedspligt, men selvfølgelig også underretningspligt, såfremt den unge var til skade/fare for sig selv eller andre.
Vi var/blev de unges advokater/talerør. Vi fik opbygget en tillid til de unge, og ikke mindst, de unges tro på, at vi ærligt og reelt kun ville dem det bedste, uanset deres situation. Vi var en gren af systemet der mødte de unge der hvor de var, og vores kommunikation forgik ordentligt og respektfuldt!
Om sommeren forgik meget af vores arbejde på strandene i og omkring Erritsø, samt Østerstrand.
Da jeg startede var der flere grupperinger af unge på strandene der, af forskellige årsager, ikke kunne finde ud af at respektere områderne, og dermed også byens borgere. Der var altså en del ballade rundt omkring.
Men efter et års tid med intens tilstedeværelse af de opsøgende medarbejdere, begyndte det at stilne af. De unge begyndte sågar at ringe til os og fortælle hvor de var, og spurgte om ikke vi kiggede forbi når vi var på gaden om aftenen. Dette kendetegnede nu de unges forhold til de opsøgende medarbejdere i hele Fredericia. Vi var jo altid synlige på gader, stræder, på strande og i nattelivet. Derudover havde samtlige klasser på alle Fredericias skoler 6-10 klasser, besøg af de opsøgende medarbejdere. Alle unge vidste vi eksisterede, og de der havde mere brug for os end andre, fik nemmere ved at kontakte os efter vi havde været rundt i klasserne. Vi behøvede ikke “uniformer” – de unge vidste hvem vi var, havde tillid til os og lyttede til det vi sagde. Det var hårdt arbejde at nå dertil, men det lykkedes. Antallet af frustrererede borgere faldt, svineri og ballade på strandene var stort set væk, unge under 18 år i nattelivet blev mindre og mindre, de unges forældre var trygge ved at kontakte os når deres børn(unge) havde det skidt og/eller var på vej i den gale retning. Dette bl.a. også i kraft af vores deltagelse på rigtig mange forældremøder på skolerne. Men også fordi, at det for forældrene var trygt, at de vidste vi var der for deres børn når de selv følte sig magtesløse. Og, vi dømte aldrig forældrene for at føle sig magtesløse, men var derimod glade for, at de bad om hjælp….det første spadestik til forandring for de unge! Vi var ikke et “farligt” system, men en hjælpende hånd!
Organisatorisk lå de opsøgende medarbejdere under den daværende børne- og kultur forvaltningen(institutionsafdelingen) hvilket betød at vi arbejdede forbyggende, modsat eksempelvis familieafdeling og ungdomscenteret, som lå under familieafdelingen, og hvis opgaver primært var sagsbehandling.
I min optik går det helt galt da man flytter de opsøgendemedarbejdere over under familieafdelingen.
Jeg har på daværende tidpunkt fået nyt job som leder af Erritsø Fritidscenter efter 6 år som opsøgende medarbejder.
Antallet af kommunens opsøgende medarbejdere er på daværende tidspunkt allerede reduceret, jeg er ikke helt klar over hvor meget, men deres opgaver ændres, i min optik, også markant.
De fortæller bl.a. at det meste af deres tid nu går med møder, at skrive SSP handlingsaftaler, og i det hele taget, at tiden til det reelle gadearbejde er ikke eksisterende.
Som leder af Erritsø Fritidscenter på daværende tidspunkt, oplever jeg også en markant ændring af de opsøgendes arbejdsopgaver. De sidder rigtig nok med ved alle møder vedr. SSP handlingsaftaler, og de kigger også forbi klubben i ny og næ, men jeg oplever dem nu meget sjældent på gaden.
Helt galt går det, efter min overbevisning, da Fredericias nye skolestruktur, samt den nye skolereform træder i kraft. De opsøgende medarbejdere er nu nærmest ikke eksisterende til andet end møder. Jeg ved de er presset, og at forventningerne til dem, anden steds fra, lugter af at være alt andet end det klassiske gadearbejde. De er i min optik, blevet til SSP behandlere/
konsulenter med al for meget afrapportering og et utal af møder. Er ikke klar over hvor mange de er på daværende tidspunkt, men tiden med 2 faste medarbejdere i hvert område er længe forbi. Det ser lidt ud som om, at de der er tilbage er lidt over det hele i Fredericia, og at deres opgaver er brandslukning frem for forbyggelse.
En organisering der gør det svært for de unge at få tillid. Derudover var det på daværende tidspunkt også minimalt med klassebesøg(skolen kunne forespørge om et besøg om nødvendigt, ikke længere noget der kom af sig selv), og de unge i klubben på Erritsø Fritidscenter, samt i det efterfølgende ungemiljø på Bygaden, anede ikke hvem de opsøgende medarbejdere var og/eller hvad de kunne bruge dem til. Hvis behovet var der, var det nu mine medarbejdere i klubben og jeg selv, der fortalte de unge hvad de opsøgende var for nogen.
I dag ligger det hele under familie og børnesundhed, i en såkaldt tværfaglig forbyggelse, hvilket i og for sig er fint nok, – men det er tilsyneladende ikke særlig effektivt.
Det er vigtigt for mig, at pointere at jeg på ingen måde langer ud efter de personer der var/er opsøgende medarbejder, men jeg står aldeles uforstående overfor, hvordan man som forvaltning og som politikere, til stadighed priortere brandslukning, møder, skriftligt arbejde/ afrapportering osv. frem for forebyggelse, og synlighed i gadebilledet.
Vi skal hele tiden kigge på vores generation af unge, være på forkant, og ikke mindst, selvfølgelig udvikle os, vores arbejde og de tiltag vi sætter i værk som kommune og som samfund, men når det gælder grupperne af udsatte unge, så kræver det altså ikke store forkromede nytænkninger! De vil altid have brug for synlige, tydelige, nærværende og omsorgsfulde voksne, der møder dem lige der hvor de er, – også i 2018/19/20/21 osv. De har brug for voksne der TØR at møde dem, høre deres historie, hjælpe dem på vej, og som har tid og rum til at være vedholdende, for det er ofte 2 skridt frem og 10 tilbage.
Vi gav aldrig op, og vi havde på daværende tidspunkt også et bagland i kraft af politikere, forvaltning og ledere, der turde satse og bruge den tid/økonomi der skulle til.
Skolestrukturen, skolereformen, politikere, forvaltninger og kommunen, har “glemt” de unge i deres iver efter at “gøre noget nyt”. Hverken økonomisk eller menneskeligt, er det synligt at de prioriterer dette mere. De unge skal bare “klare sig godt i skolen, så er alt godt”.
Nu kommer regningen stille og roligt, – hvilket vi, der på daværende tidspunkt arbejdede med byens unge, godt var klar over ville ske, og som vi forsøgte at gøre opmærksom på. Men der blev ikke lyttet, desværre.
Jeg mener ikke vi nødvendigvis skal tilbage til nøjagtig samme organisering/struktur som dengang jeg var opsøgende, men vi er simpelthen nød til at være ude ved de unge, være vedholdende, nærværende, og have nok af medarbejdere til at løfte opgaven, for den er stor, og det vil den altid være da det er et område der skal vedligeholdelse til stadighed.
Det opsøgende arbejde og ikke mindst, hele ungeområdet, og dens organisering mener jeg derfor skal opprioriteres og kigges efter i sømmene.
Der skal pædagoger fysisk på gaden, og det skal være deres primær opgave!!
Med andre ord, det opsøgende arbejde skal forgå ude ved de unge, på skoler, på gaden, på stranden, i ungemiljøerne, i hjemmet, i deres fritidsaktiviteter osv osv. og absolut INGEN andre steder! Og der skal være nok ansatte til at løfte opgaven. Baglandet skal prioritere, støtte op om, og klæde medarbejderen på til opgaven, og ikke mindst, blive ved med at holde fast i kerneopgaven.
Alt dette skal ske i tæt samarbejde med de eksisterende ungemiljøer, således at de 80 procent af unge der klare sig godt, er parat til at inkludere de 20 procent af unge der har diverse udfordringer.
Som det ser ud lige nu, så er der så lidt medarbejdere på hele ungeområdet, at hvert distrikt er nød til at passe sig selv, og de er mere eller mindre pålagt at have deres største fokus i skoletiden! Det er man nød til at få lavet om på hurtigst muligt!! Skole er selvfølgelig en vigtig del, men bestemt ikke svaret på alt.
Sidst men ikke mindst, er min pointe også, at
Opsøgende medarbejdere i sig selv ikke gør nogen forskel – det er det samlede forebyggende system der kan gøre en forskel, men kun hvis det har et selvstændigt politisk og ledelsesmæssigt fokus, uafhængig af skole- og foranstaltningsområdet.
Så jeg håber, selvom jeg ikke længere arbejder som pædagog, og med et hjerte der stadig brænder for de unge i Fredericia, at der
bliver gjort noget for børn, unge og for FREDERICIA.
Nini Ravn arbejder ikke længere som gademedarbejder eller pædagog i Fredericia kommune.
Andre artikler om emnet, finder du nedenfor.
BRIAN HANSEN : GADEMEDARBEJDERE ER EN AF NØGLERNE FOR AT FÅ STYR PÅ SITUATIONEN
Mest sete
