FREDERICIA

 Tag familien med til en festlig og folkelig dag på Fredericia Havn

Af Tommy Raun - thr@danmarkc.tv

I samarbejde med Fredericia Shipping, SDK Shipping, Fredericia Håndboldklub, FC Fredericia, EUC Lillebælt, Maskinmesterskolen samt EventC inviterer havnen inden for til en dag fyldt med spændende aktiviteter for hele familien

Fredericia Havn er en strategisk vigtig havn for hele Danmark og især for Fredericia, hvor havnen igennem generationer har haft stor betydning for lokalområdets liv, aktiviteter og beskæftigelse. Fredericia Havn er under udvikling og tilpasser sig til en grønnere fremtid til gavn for vækst og arbejdspladser for havnens mange kunder, samarbejdspartnere og servicevirksomheder. 

Havnen er normalt et lukket og sikret område uden adgang for offentligheden, men lørdag den 10. september har alle borgere og andre interesserede mulighed for at komme ind bag hegnet og opleve havnen på tæt hold. 

Festivalstemning og events for hele familien
I tidsrummet mellem kl. 11.00 -16.00 åbner vi for pakhuse, siloer og kajområder og byder inden for til en dag fyldt med aktiviteter, events, sejlads på Lillebælt samt rundvisninger på et Mærsk Supply skib og på Marinehjemmeværnets skib. Eventområderne vil summe af hygge og sjove sportsaktiviteter for hele familien, når fodbold- og håndboldspillerne fra FC Fredericia og FHK stiller op til kamp.

Streetfood og musik vil skabe en hyggelig stemning på kajen, og hvis man som familie vil opleve alle aktiviteter, kan man tage en gratis shuttletur med krydstogttoget, som hele dagen kører mellem aktivitetsområderne i Møllebugten og området ved Vesthavnen og Port House. 

Store maskiner, kraner, dykkere, åbne pakhuse og rundvisning i høje kornsiloer
Fredericia Havn er til daglig en travl arbejdsplads for havnens medarbejdere og for havnens kunder og samarbejdspartnere. I anledning af Åben Havn byder Fredericia Shipping og SDK Shipping inden for til et besøg i pakhuse, et kig på de store maskiner og en helt ekstraordinær tur op i de 35 meter høje kornsiloer i Møllebugten. 

I Møllebugten kan man også komme tæt på de store havnekraner og få en snak med havnens kranførere om deres tonstunge opgaver, når containere og gods skal lastes eller losses. Det vil også være muligt at opleve dykkerne i aktion i Lillebælt og få et kig ind i den avancerede dykkerbil. 

Hør om de maritime uddannelsesmuligheder
Fredericia Havn er en attraktiv arbejdsplads, og ansættelse af elever og lærlinge er et stort aktiv for havnen og dens samarbejdspartnere.   

I samarbejde med EUC Lillebælt og Maskinmesterskolen i Fredericia sætter Åben Havn i år fokus på de maritime karriereveje. Fra kl. 12.00 – 13.00 kan unge og andre interesserede få et indblik i de mange uddannelses- og karrieremuligheder på havnen og hos havnens kunder og samarbejdspartnere.

Åben Havn er gratis og åbent for alle, men nogle aktiviteter kræver billet
Åben Havn er gratis og åbent for alle. Nogle aktiviteter kræver dog billet på grund af begrænsede pladser. Billetter kan hentes fra 10. august på www.billet.dk/aabenhavn efter ”først-til-mølle” princippet. Bemærk, at der er begrænsede billetter til sejlads med Aventura og rundvisninger på Mærsk Supply skibet. 

Læs mere om billetter og se det fulde program på www.adp-as.dk/aabenhavn   

Vi håber, at byens borgere tager godt imod invitationen og har lyst til at kigge forbi havnen til en festlig dag. Vi ses lørdag den 10. september.