FREDERICIA

Stadionudvidelser i Fredericia godkendt på byrådsmødet

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

Fredericia Byråd har givet grønt lys til udvidelser af byens primære fodbold- og håndboldfaciliteter, Monjasa Park og Middelfart Sparekasse Arena.

Beslutningen kommer i kølvandet på sportslig succes for både FC Fredericia og Fredericia Håndboldklub (FHK) og skal sikre, at hjemmebanerne lever op til fremtidige krav. Det oplyses i en pressemeddelelse onsdag aften.

Grundlaget for udvidelserne blev lagt i forhandlingerne om Budget 2025, hvor forligspartierne fandt det nødvendige økonomiske råderum. Dette muliggjorde en indstilling fra Kultur- og Idrætsudvalget, som byrådet nu har vedtaget.

– Det er en stor sejr for kommunen, at både vores fodbold- og håndboldhold klarer sig så flot. Og derfor er der naturligvis heller ingen tvivl om, at vores hold skal spille på hjemmebane, uanset hvilken liga de spiller i. Det har en kæmpe betydning for spillerne, vores fans og sponsorer, men i den grad også for Fredericia som kommune, siger formanden for Kultur- og Idrætsudvalget, Peder Tind (V), og fortsætter:

– Derfor er jeg meget glad for, at forligspartierne har taget et stort ansvar og har fundet finansiering, så vi med midler fra Budget 2025 nu sørger for, at der kan blive sat gang i opgraderingen af FC Fredericia og FHKs hjemmebaner.

Peder Tind, formand for Kultur- og Idrætsudvalget i Fredericia Kommune. Arkivfoto: DanmarkC TV

Opgradering af Monjasa Park

Udvidelsen af Monjasa Park er betinget af, at FC Fredericia rykker op i Superligaen. Hvis oprykningen bliver en realitet, vil stadion blive udbygget til en samlet kapacitet på 10.000 tilskuere, fordelt på 3.000 siddepladser og 7.000 ståpladser. Projektet omfatter også øgede sikkerhedsforanstaltninger og installation af faciliteter til LED-reklamer rundt om banen.

– Superligaen er et af Danmarks allermest eksponerede varemærker. Det er derfor helt afgørende for både FC Fredericia og vores by, at den eksponering og de mange fans, medier og gæster som følger Superligaen også får hjemmebane på Monjasa Park. Vores trofaste sponsorer og lokale fans har fortjent oplevelsen af store kampe mod f.eks. FCK, AGF og Brøndby også spilles her i 7000 Fredericia. Byen får status af Superliga-by og får en tydelig plads på Danmarkskortet, siger Stig Pedersen, direktør hos FC Fredericia.

Arbejdet forventes færdigt den 12. august 2025, såfremt FC Fredericia rykker op.

Udvidelse af Middelfart Sparekasse Arena

For FHK betyder byrådets godkendelse, at Middelfart Sparekasse Arena udvides med en ny tribune, der tilføjer 144 siddepladser. Opgraderingen skal understøtte klubbens ambitioner, herunder deltagelse i europæiske turneringer som Champions League.

– Da vi indviede de moderne faciliteter i 2018, satte vi et klart mål om at bringe Fredericia tilbage i håndboldens elite. Champions League-deltagelsen og udvidelsen af arenaen er en direkte forlængelse af denne vision. Nu kan vi præsentere håndbold i verdensklasse her i Fredericia, og det giver os en unik chance for international eksponering. Udvidelsen er afgørende for klubbens fortsatte udvikling og betyder, at hele byen kan drage fordel af øget synlighed, handel og vækst, lyder det fra Thomas Renneberg-Larsen, administrerende direktør for FHK i pressemeddelelsen.

Denne udvidelse forventes afsluttet senest den 1. september 2025.

Fredericia Kommune finansierer maksimalt 75% af de to anlægsprojekter inden for den afsatte ramme. De resterende 25% skal dækkes af eksterne partnere. Midlerne er fundet ved at fremrykke ledige anlægsmidler fra budgettets overslagsår og fra Økonomi- og Erhvervsudvalgets investeringspulje. De præcise økonomiske rammer for projekterne holdes fortrolige af hensyn til kommende udbudsprocesser.