Kultur

Smukfest: Det gør ondt!

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Ingen Smukfest, som vi kender den i 2021

Dagen igennem har festivaler nærmest stået i kø, for at smide håndklæder i ringen, hvad angår festivaler i 2021. Også Smukfest melder nu ud.

Af: Nadja Kaaberbøl Olsen
I nat blev det besluttet, at det desværre ikke bliver den festivalsommer, vi danskere havde ønsket os. Smukfest 2021, som vi havde glædet os til, er dermed aflyst.

Gennem de seneste mange måneder har vi sammen med Dansk Live og resten af de danske spillesteder og festivaler kæmpet en brav og lang kamp for at få kulturlivet tilbage på rette spor, så vi alle sammen igen kunne mødes om musik, fest og fadøl. Vi har spillet ind med vores kompetencer og vilje til at afholde et sikkert og forsvarligt arrangement.

Men i dag modtog vi med knust hjerte nyheden om, at den politiske aftale om et forsamlingsloft gør, at Smukfest 2021, som vi kender den, er aflyst. Det er en ulykkelig situation, som vi aldrig havde forestillet os at stå i for andet år i streg. 

“Vi er helt enormt ærgerlige over, at politikerne afskriver festivalerne allerede nu, da vi mener, at det er alt for tidligt at tage så afgørende beslutninger på baggrund af gisninger om, hvordan situationen ser ud om tre måneder, og hvad der dermed kan og ikke kan lade sig gøre på det tidspunkt” siger talsmand Søren Eskildsen.  

Det gør ondt. På vores frivillige medhjælperes vegne, vores gæster, vores samarbejdspartnere, leverandører, musikere, artister, og alle der er involveret i Skanderborg Festivalklub og Smukfest.

Denne ændring kommer selvfølgelig til at afstedkomme en masse spørgsmål fra de gæster, der allerede har billetter til Smukfest 2021. Ligesom sidste år vil der igen være mulighed for at overføre årets billetter til 2022, og opbakningen til Walther og Smukfest er i denne situation vigtigere end nogensinde.