Politiets døgnrapport

Slagsmål, påkørsel og alkohol i blodet præger døgnrapporten

Af Steen Knudsen - stkn@danmarkc.tv

Vagtchef Jesper Duus fra Sydøstjyllands Politi orienterer om hændelser i Fredericia siden kl 17 i går.

Slagsmål i Kongensgade
To mænd, begge 25 år, kom i slagsmål ved kiosken i Kongensgade, og det tilkaldte politi kunne kl. 17.12 i går skille parterne ad. Hvad de to mænd var uenige om, vides ikke.
De får begge en bøde for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Derefter blev de sendt i hver sin retning.

Parkeret bil påkørt
En mandlig bilist på 18 år fra Fredericia påkørte søndag kl. 6 en parkeret bil på Indre Ringvej.
Bilisten mistænkes for kørsel med alkohol i blodet. Det blev han sigtet for, anholdt og fik udtaget en blodprøve inden løsladelse.
Resultatet kan han nu vente på. Der er ikke oplyst noget om skader på de to implicerede biler.

Bilist rutinemæssigt standset
Lørdag kl. 17.30 blev en bilist standset på Stallerupvej, vest for jernbanebroen.
Føreren, der er fra Vejen og 29 år, havde ikke kørekort.
Det blev han sigtet for, og kan forvente en bøde i sin E-boks.