Skolemesterskaberne i E-sport vender tilbage til Fredericia
Kirstinebjergskolen klar til tredje sæson af E-sportsturnering
Fredericia Idrætscenter bliver for tredje år i træk vært for finalen i Skolemesterskaberne i E-sport. Kirstinebjergskolen i Fredericia står bag arrangementet, der starter med online-runder i januar og kulminerer med finaler i Fredericia Idrætscenter den 21.-22. marts 2025.
Turneringen spilles online og i Fredericia Idrætscenter
I Skolemesterskaberne dyster eleverne i Counter-Strike 2 og FC25 (tidligere FIFA). De indledende runder spilles online i januar, hvor holdene kan deltage fra deres skoler.
– Selve organiseringen af det foregår på den måde, at de indledende runder, som starter i starten af januar, de spilles online. Det vil sige, at de deltagende hold kan være på deres skoler eller i nærheden, hvor de har adgang til den nødvendige teknik, og så kan de afvikle kampene derfra, fortæller Michael Tøffnner, E-sportslærer og projektansvarlig ved Kirstinebjergskolen.
Finalerne afholdes i Fredericia Idrætscenter den 21. og 22. marts.
– Når vi så har fundet de otte bedste i hvert spil, så mødes vi til et finalevent den 21. og 22. marts 2025 ude i Idrætscenteret, hvor der så vil blive afviklet kvartfinaler, semifinaler og finaler, siger Michael Tøffner.
DanmarkC TV sender snart et indslag med Michael Tøffner fra Kirstinebjergskolen om de kommende Danmarksmesterskaber i e-sport for grundskoler.