Læserdebat

SF: Teknisk Udvalgs forslag er en ommer

Læserdebat af: Connie Maybrith Jørgensen, Byrådsmedlem for SF i Fredericia

Aldeles fantasiløs løsning på forretningslivets udfordringer i midtbyen!

Noget kunne tyde på at de mange penge som er brugt på konsulenter til arbejdet med udviklingen af en ny Midtbystrategi , er spildte, når Teknisk Udvalg slår ud med armene, og mener at den eneste løsning er at åbne gader for biltrafik.

Der er ikke skyggen af evidens for at mere biltrafik gavner handlen. Handlen kan vel heller ikke være det eneste der tæller, her i vores flotte historiske by. En smuk by, der også gerne må være til at bo leve i.

At det at give bilister mulighed for at køre forbi butikkerne, frem for at lade gående få tid til at kigge på varerne på tæt hold, skulle give mere handel, virker ærligt talt en kende absurd. Hvad det er der gør at man i det politiske udvalg ikke respekterer arbejdet med Midtbystrategien, således Fredericia kan få en helhedsløsning, er yderst mærkværdig.

I SF er vi modstandere af at nedlægge gågader. SF ønsker god plads til de bløde trafikanter og et gademiljø som er grønnere og mere inspirerende at opholde sig i, hvad enten man er beboer, gæst eller handlende i byen – med andre ord, er vi helt i tråd med visionen om at “være grøn i verdensklasse”.

Kære Teknisk Udvalg – det er en ommer!

Rammer for deltagelse i debat:
På DanmarkC TVs sociale medier, ønsker vi borgeren mulighed for en fri og saglig debat. For at sikre en god debat, modererer vi indholdet for at holde en sober tone. Dette praktisere vi, ved at fjerne kommentarer, der efter vurdering er nedladende, chikanerende eller indeholder hadefuld retorik. Hvis disse etiske rammer overtrædes, kan man risikere at blive udelukket fra debatten. Vi oplever at mange benytter den åbne mulighed for at komme til orde - hvis vi overser en kommentar, som du mener overskrider vores rammer for etik, så send os et tip. Hvis du er blevet udelukket fra debatten, for en overskridelse af vores retningslinjer, - og er du uenig heri? Så kan du kontakte Vores redaktion på tv@danmarkc.tv