Politik

‘Retssikkerhed For Alle’ frygter for byens udsatte grupper, hvis spareforslag vedtages

Af Steen Knudsen - stkn@danmarkc.tv

Fredericias svageste borgere står over for drastiske ændringer i deres liv, hvis de foreslåede besparelser gennemføres, advarer Jan Filbært, som frygter, at efterregningen bliver langt større end forventet

Jan Filbært er formand og kontaktperson for Retssikkerhed For Alle i Fredericia, og han ser med alvor og bekymring på de spareforslag der nu er offentliggjort: “Hvis de fremlagte forslag til budget 2025-2028 får ben at gå på, ja, så venter der en meget usikker fremtid for de udsatte og økonomisk hårdest ramte borgere i Fredericia.”

Livremmen kan ikke spændes mere ind

“Nedskæring på rusmiddelområdet, nedskæring på værestederne og nedskæringer for rigtigt mange af vores handicappede og psykisk sårbare medborgere vil se dagens lys,” lyder analysen fra Jan Filbært, og han tilføjer: “De nævnte borgergrupper vil igen skulle stramme livremmen ind – en livrem der efterhånden ikke kan strammes mere.”

Investering i stedet for besparelser

Retssikkerhed For Alle afviser ikke, at der skal findes penge, og vi alle skal bidrage. “Det virker bare som om, at det er det nemmeste for politkerne at spare på de svageste.” siger Jan Filbært der meget hellere vil se på en anden mulighed.

“Vi skal investere os ud af de problemstillinger vi står over for, i form af målrettet behandlingsplaner, behandlingsgarantier, bedre indsigt i borgernes liv og hverdag, alternative tilgange til den enkelte borger frem for et rigidt sagsforløb.”, lyder nogle løsningsforslag fra formanden.

Her er der enighed mellem Retssikkerhed for Alle og byrådets beslutning om, at der skal investeres i borgere uden for arbejdsmarkedet og sygedagpengemodtagere. Beskæftigelses og Sundhedsudvalget har på deres netop afholdte møde fået en orientering om, at Fredericia Kommune er en højdespringer i den seneste opgørelse. Fra en næsten bundplacering er Fredericia “hoppet” op på en plads som nummer 51. Udvalgsformand Connie M. Jørgensen fortæller til DanmarkC TV, at det skyldes de initiativer Jobcentret har sat i værk.

Væresteder og misbrugere

Det falder Jan Filbært for brystet, at værestedsbrugere og misbrugere rammes. Det er samfundsgrupper der ikke har organisationer i ryggen. “De borgere der bruger byens væresteder, kommer der jo ikke blot for at få en kop kaffe og en snak om vejret. De kommer på værestederne for at få støtte, hjælp og for at fastholde nogle sociale relationer.” lyder forklaringen på indignationen over overvejelser om, at spare på væresteder,” og Jan Filbært forsætter:

“Værestederne er meget mere end det som borgerne i Fredericia kan læse om i overskrifterne i den lokale presse. Værestederne er vitale for rigtigt mange mennesker som på rigtigt mange områder, er overladt til sig selv.”

Skal det være fremtidens misbrugsbehandling?

Som Jan Filbært ser det, kan retssikkerheden være på spil for byens unge misbrugere. De vil, som Retssikkerhed For Alle ser det, blive stillet over for et ultimatum: “Udtrappes af deres misbrug inden for en kort periode, og herefter skal de tage hånd om deres eget liv, og så ellers stille sig til rådighed for arbejdsmarkedet,” kommer det harmedirrende fra Jan Filbært.

“Mener man virkelig,” spørger Jan Filbært: “Om vejen ind til et bedre liv er, at du ”bare” skal tage hånd om dit eget liv, lær at leve med, at alle skal bidrage – også selv om man som menneske er ramt hårdt af livet? Mener politikkerne virkelig det?”

Forvaltningens måde at indstille på

I de sidste dages debat har det været nævnt, at berørte ikke altid kan genkende sig selv, eller de faktuelle oplysninger, i forvaltningens beskrivelse. Jan Filbært er inde på lidt af det samme.

“Når man læser teksterne til de forskellige forslag der er fremlagt, kan man godt se det vil få nogle konsekvenser. Både for borgerne men også for de ansatte. På trods af dette forsøger man at sætte en tekst op, der giver et billede af, at nedskæringerne vil være det rette og det hele nok skal gå,” siger Jan Filbært, og påpeger: “Det man undlader at skrive, er, at de ansatte skal løbe hurtigere, at der er ikke ansatte nok, og at arbejdsopgaverne vokser dem over hovedet. Det medfører nogle forhold for borgerne, som markant ændrer, og griber ind, i deres liv i en negativ retning.”

Blodbad med stor efterregning

“For os i foreningen Retssikkerhed For Alle, ser vi først det økonomiske blodbad komme, hvis forslagene bliver stemt igennem. Her vil der være rigtigt mange medborgere der vil blive ramt – ramt i sådan en grad, at deres hverdag og liv forandres markant. Efterregningen bliver væsentligt større end det politikerne medregner i deres forhandlinger og indstillinger.” slutter Jan Filbært sin konsekvensanalyse.