SKÆRBÆK

Propfyldt Skærbækhus – Borgere mødte talstærkt op til debatmøde

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

En lejeboligtal på 38% mener Skærbækborgerne er bekymrende – Mandag aften var de samlet for at lægge grundstenene til en ny helhedsplan

Borgerne i Skærbæk mødte mandag aften talstærkt op i Skærbækhus. Der var nemlig indkaldt til borgermøde. Der var indkøbt sodavand og øl og sat stole op. Kort før mødet skulle starte, stod borgere i kø for at komme ind til og salen var pludselig tæt pakket med Skærbækborgere, der alle ville lytte og give deres besyv med. Samlet var tæt på 150 borgere nødt op.

Hele udfordringen startede med at en investor har søgt om at bebygge et areal på Skærbækvej med lejeboliger. I de senere år er antallet af lejeboliger i Skærbæk steget og steget og med de nye lejeboliger der forventes på Skærbækvej, kommer antallet af lejeboliger i byen op på 38%. Det bekymrer en stor række borgere, der altså mandag aften var samlet til borgermøde, hvor udover initiativgruppen, også deltog politikere og medarbejdere fra kommunen.

Mødets første del handlede om lokalplaner og et oplæg om en ny helhedsplan for Skærbæk, der skal være med til at danne rammerne for, hvordan den gamle fiskeriby skal forme sig i fremtiden. Anden del af mødet var tænkt som debat, hvor borgere, politikere og de kommunalt ansatte kunne komme i dialog og finde en fælles forståelse. Det var også her, at der skulle findes repræsentanter til et helhedsplanudvalg, som i perioden frem til efteråret skal arbejde på – og formulere de ønsker som borgerne i Skærbæk har til fremtidens Skærbæk.

Formand for Skærbæk beboerforening træder tilbage ved næste valg

På stormødet fortalte den siddende formand i Skærbæk beboerforening – Jonna Hebøl, at hun trækker sig tilbage ved det kommende valg i februar 2023. Dermed når Jonna at have siddet i beboerforeningen i 41 år. Hvem der bliver ny formand for beboerforeningen, vælges ligeledes til februar.

Se en del af beboermødet på TV

DanmarkC TV sender lørdag 30 minutter fra mødet, hvor du kan se oplægget til hvad der dels er problemstillingerne pt., men også giver dig et indblik i hvad der kommer til at ske i byen i den kommende periode.

Du finder sendetidspunktet i “TV-Guiden” nederst i artiklen.