FREDERICIA

Projekt-uge resultater blev præsenteret på Maskinmesterskolen

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

Unge hjerner præsenterede fremtidens løsninger på Fredericia Maskinmesterskole

Fredericia Friskole rykkede mandag d. 25. november ud af deres vante rammer og ind på Fredericia Maskinmesterskole for at præsentere resultaterne af deres projektuge om innovation.

Eleverne fra 7., 8. og 9. klasse fik mulighed for at fremvise deres projekter for et panel af dommere, bestående af repræsentanter fra skolens bestyrelse, Byrådet, tidligere elever, mfl.

I har sagt ja til at lægge lokaler til Friskolens projektugepræsentation. Hvorfor har I det? 

– Det vi jo ser i det, det er jo at få nogle af de unge, også gerne fra nogle af de lavere klasser, herned og se Fredericia Maskinmesterskole, fordi der er ikke ret mange i byen, som lige ved, hvad det er for noget, Fredericia Maskinmesterskole er og hvad det er, vi kan. Så på den måde ved at få inviteret dem herned, så får vi ligesom afmystificeret, hvad er det, der er inde bag ved bygningerne her, siger Jens Færgemand, og fortsætter:

– Og vi er jo selvfølgelig godt klar over, at det ikke er alle sammen, der vil læse Maskinmester, men kunne det være, at der var en eller to af dem, som ligesom så at, det kunne jo også være en vej, måske kommer de hjem og snakker med forældrene om det, så kunne det jo være helt fantastisk, fortæller rektor ved Fredericia Maskinmesterskole, Jens Færgemand til DanmarkC TV.

Jens Færgemand, Rektor, Fredericia Maskinmesterskole. Foto: DanmarkC TV

Håb om fortsat fokus på projektarbejde

Dommerne var imponerede over elevernes projekter og deres grundige arbejde.

– Nogle gange møder jeg nogle rigtig gode idéer. De har virkelig tænkt det igennem, rigtig mange af dem, ret langt ind i deres produkt. De har virkelig haft nogle gode målgruppeanalyser også. De har virkelig undersøgt behovet for deres produkter grundigt, fortæller Cecilie Roed Schultz, byrod og denne dag projektdommer, og tilføjer:

– Den her måde at arbejde på giver så meget, at jeg håber, at man bibeholder det. Selvom regeringen nu lægger op til, at man ikke længere skal lave projekter, men at det bliver noget valgfrit for skolerne, så håber jeg virkelig, at man fortsætter, og måske endda også gør endnu mere af det, end man gør allerede, fordi det giver så meget, lyder det fra Cecilie Roed Schultz (Ø).

Cecilie Roed Schultz, Fredericia Byråd for Enhedslisten. Foto: DanmarkC TV

DanmarkC TV sender snart et indslag fra dagen.