FREDERICIA

Offerrådgivningen fylder 25 år – hjalp næsten 7.000 ofre, vidner eller pårørende i 2022

Af Steen Knudsen - stkn@danmarkc.tv

Siden 1998 har ofre for kriminalitet og ulykke kunnet få støtte og hjælp fra en offerrådgiver. I løbet af 00’erne udvidede tilbuddet sig til vidner og pårørende til ofre. Offerrådgivningen skal følge med tiden og tilpasse rådgivningen til udviklingen, og derfor sætter Offerrådgivningen fokus på digital svindel

Fredericia er dækket af Sydøstjyllands Offerrådgivning, og har været det i ganske mange år. Indtil 2007 dækkede den lokale Offerrådgivning det der hed Fredericia Politikreds, men det blev ændret i 2007 da den store politireform blev gennemført.
I den spæde begyndelse var det alene telefonrådgivning, men nu er rådgivningen udvidet til også at gælde personlige møder, bisidder, mentor – og som det eneste tilbud chat i visse tidsrum.

Startskuddet til Offerrådgivningen kom i 1998, hvor offerrådgivninger etableredes i hele Danmark. I løbet af organisationens levetid har man udvidet tilbuddet til også at gælde vidner og pårørende til ofre for kriminalitet eller ulykke. I dag finder man frivillige offerrådgivere over hele landet.

Størstedelen af rådgivningen foregår via telefon på 116 006. Telefonen har åbent 24 timer i døgnet, 365 dage om året – uden undtagelse. Og det er altid en frivillig rådgiver der tager telefonen, og som er det lyttende øre.

Politidirektør i Midt- og Vestjylland, Helle Kyndesen, udtaler:
“Der er ingen tvivl om, at Offerrådgivningen år efter år leverer et enormt arbejde for at hjælpe ofre, vidner og pårørende til ofre i Danmark. Det er frivillige mennesker, der hverken gør opmærksom på sig selv eller forventer tak og løn for deres indsats. Det er fantastisk, at det overhovedet kan lade sig gøre og endnu mere fantastisk, at organisationen fortsat er i rivende udvikling. Det afføder stor respekt, for det er en vigtig hjælp og støtte til de mennesker, der har brug for det.”

Offerrådgivningen har et nært samarbejde med politiet, som henviser ofre, vidner og pårørende til ofre til organisationen.

Politiet har oplevet en stigning i henvendelser hvor ofre har været udsat for digital kriminalitet.

Landsformand Knut A. Gulbrandsen udtaler:
“Vi skal hele tiden følge med ofre, vidner og pårørende til ofres behov, og det gør vi ved at holde os ajour med tidens tendenser. Der vil altid være ofre, vidner og pårørende til ofre for kriminalitet, og det er vores opgave hele tiden at være bekendt med, hvordan vi støtter og rådgiver på den bedste måde.”

Som optakt til Offerrådgivningens 25-års jubilæum den 25. juni 2023, sætter organisationen fokus på sin historie og frivillige med 25 facts; én hver dag op til jubilæet.

Kilde: https://offerraadgivning.dk