FREDERICIA

Ny cocktail- og vinpub åbner i den gamle lægeklinik i Gothersgade Syd

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Doktor Herman ser dagens lys i Fredericia i midten af juni 2021

Gothersgade 59 har historisk set rummet en lægeklinik gennem årtier. Nu får ejendommen nyt liv, når en ny cocktail- og vinpub slår dørene op til et enestående barkoncept, hvor smags- og oplevelsessanserne kommer på et eventyr, under navnet Doktor Herman.

Det bliver med en dobbelteuropamester bag baren, at et nyt urbant og moderne barkoncept, der ser dagens lys i historiske rammer. Barmanager Ulrich Deleuran Steffensen elsker at skabe og udvikle. Nu skal han og hans team trylle for gæsterne med cocktails og spiritus. Når der kreeres og udvikles resultater fra toppen af smagsuniverset, og dertil kommer et velassorteret vinkort.

– Vi kommer med et forrygende udvalg af spiritus. I de senere år har vi i branchen set en opblomstring i interessen for historie, smag og kvalitet. Et univers vi glæder os til at vise og tilbyde vores gæster, siger barmanagageren og fortsætter:

– Gæsterne skal glæde sig til cocktails med hjemmelavede ingredienser koblet med en blanding af egne kreationer og klassikere. Læg dertil et bredt udvalg af lækre smagfulde vine fra hele verden.

Den tidligere lægepraksisbygning sættes i stand, og lige nu har man gang i en større renovering og bygningen vil, når den står færdig, matche udviklingen i Gothersgade Syd helt perfekt, hvor den bliver en del af det kulturelle udbud i bydelen.

– Vi vil levere sofistikeret hygge til det voksne publikum, der er ude efter den gode oplevelse smags- og sansemæssigt. Det er vores klare mål og fokus. Vi kommer med tre kategorier af cocktails, hvor vi blandt andet arbejder sæsonbaseret, ser på vejret og hvad der kommer op af jorden. Om vinteren er det smagsmæssigt eksempelvis varmere, imens sommeren er mere frisk, fortæller Ulrich Deleuran Steffensen og uddyber:

– Vi vil naturligvis også grave de gamle klassikere frem, som vi har fundet i gamle bøger. På den måde får man også noget fashionabelt oldschool. I dag er de gamle cocktails meget populære. Endelig kommer der en kategori med mix, hvor man finder vores signaturdrinks.

Når Doktor Herman åbner bliver det med 50 gæster indenfor onsdag-lørdag, og den ambitiøse barmanager og den dobbelte europamester ser frem til at byde gæsterne velkommen.

– Vi skal helt klart have sat Fredericia på cocktaillandkortet både ved at udvikle et magisk koncept, men også ved at deltage i konkurrencer, der promoverer baren.