Læserdebat

Nej tak til Stram Kurs

Også Det Konservative folkeparti i Fredericia har modtaget en besked fra den lokale Stram Kurs afdeling hvor de forespørger på muligheden for at holde et møde med os.

Det vil vi gerne klart og tydeligt takke nej til. Vi deler ikke værdier og samfundssyn med SK og et møde ville være formålsløst. Det Konservative Folkeparti i Fredericia har ikke til hensigt at samarbejde med SK, hverken før, under eller efter valgkampen.

For Det Konservative Folkeparti i Fredericia er ordentlighed, åbenhed og respekt meget vigtige værdier. Det kan vi ikke genkende hos SK.

Faktisk havde vi fra konservativt hold besluttet ikke at spilde tid og spalteplads på SK, men da Hanne Kronborg nu lufter sin utilfredshed med vores beslutning vil vi ikke undlade at tage til genmæle. Hos Det Konservative Folkeparti tager vi gerne møder med de andre partier, såfremt vi ser et formål med mødet. Vi holder ikke møder for mødernes skyld. Det finder vi er professionel adfærd. I tilfældet med SK har vi helt klart vurderet at et møde ikke vil have noget som helts formål. 

Derimod er vi klar til at møde alle de opstillingsberettigede partier i kommunen, inkl. SK, til debatmøder og i alle mulige andre offentlige fora hvor vi diskuterer politik og holdninger. Det er en vigtig del af den politiske proces og den står vi 100 % bag. Demokrati og ytringsfrihed er vigtige forudsætninger for vores frihed, men vi vil også gerne understrege at det bør foregå i en ordentlig tone med respekt for andre.

På vegne af Det Konservative Folkeparti i Fredericia

Tommy Rachlitz Nielsen

Spidskandidat til KV21


Rammer for deltagelse i debat:
På DanmarkC TVs sociale medier, ønsker vi borgeren mulighed for en fri og saglig debat. For at sikre en god debat, modererer vi indholdet for at holde en sober tone. Dette praktisere vi, ved at fjerne kommentarer, der efter vurdering er nedladende, chikanerende eller indeholder hadefuld retorik. Hvis disse etiske rammer overtrædes, kan man risikere at blive udelukket fra debatten. Vi oplever at mange benytter den åbne mulighed for at komme til orde - hvis vi overser en kommentar, som du mener overskrider vores rammer for etik, så send os et tip. Hvis du er blevet udelukket fra debatten, for en overskridelse af vores retningslinjer, - og er du uenig heri? Så kan du kontakte Vores redaktion på tv@danmarkc.tv