Midsommer, Sankt Hans og bål hører sammen. Men hvorfor?
DanmarkC TV ønsker alle en rigtig god Sankt Hansaften – også uden bål
Sankt Hans
Sankt Hans-dag falder ved midsommer d. 24. juni. Den Hans, som lægger navn til dagen, som man traditionelt har kaldt årets længste dag, er Bibelens Johannes Døber.
Hans er fordanskning af Johannes Døberen
Med kristendommens indførelse blev den 24. juni dagen til minde om Johannes Døberen. Bibelen fortæller, at han var i familie med Jesus og født et halvt år før ham. Johannes Døberen fik sit tilnavn, fordi han døbte folk og også døbte Jesus.
Mod mørket
Johannes Døber beskrives som en forbereder for Jesus. Han pegede frem mod den tid, hvor Jesus ville komme. Johannes og Jesus udgør på den måde to poler i årets gang. Johannes var en forbereder, hvis betydning langsomt tog af. Johannes´ dag falder derfor netop, når solen vender og lyset begynder at aftage. Årets anden pol er Jesus´ fødsel ved vintersolhverv, når lyset begynder at vende tilbage.
Johannes Døberens dag blev fastholdt efter reformationen, men senere fjernet ved helligdagsreformen 1770. Men folk blev ved med at fejre midsommeren med bål og sang.
Mange kirker har i de senere år genoptaget traditionen med at fejre gudstjeneste Sankt Hans-aften og altså knyttet gudstjenesten til den folkelige midsommerfest.
Sankt Hansaften i tidligere tider
Sankthans eller midsommer fejredes med sang og druk, især omkring helligkilderne. Kirsten Piils Kilde blev angiveligt fundet en midsommernat i 1583. Der var magi i luften, og havde man brug for planter med ekstra styrke, gjaldt det om at samle dem den nat. En rønnegren ophængt over døren beskyttede mod hekse. Ifølge folketroen kunne forelskede piger hænge to sankthansurter op under loftsbjælken for at se fremtiden. Voksede planterne bort fra hinanden, var der ikke håb om, at forelskelsen var gengældt. Voksede de derimod mod hinanden, så det lyst ud. Kvinder skulle passe på ikke at blive stukket af sankthansormen i løbet af festen. Det blev man angiveligt gravid af.
Bålet skulle helst tændes med “vild ild” eller “nødild” (ild, som laves fra grunden). På bålet har der siden 1920’erne begyndelse været placeret en figur, der ligner en heks. Heksene flyver ifølge overleveringen til kendte heksebjerge som Bloksbjerg i Harzen, Hekkenfeldt (Hekla) på Island) og Lyderhorn i Bergen sankthansaften og -nat.
Sankthansblus bestod af halmknipper fæstet til lange stænger. Folk løb så hen over markerne med disse fakler, kaldt “væk-ild”, fordi den skulle skræmme svampe, hekse og trolde væk.
Hvordan heksen kom på bålet, er der flere kilder til: I slutningen af 1800-tallet begyndte man i de østjyske byer at brænde heksefigurer af valborgsaften. En af de første sankthansaftner, hvor man både har brændt en heksedukke og sunget “Midsommervisen”, er på Jelling Seminarium omkring år 1900. En anden kilde siger, at heksedukkerne kom på bålet i løbet af 1920’erne på egnen ved Kalundborg, hvor der havde arbejdet en del tyskere på skibsværftet under 1. verdenskrig. Hjemmefra kendte de skikken med at brænde en halmdukke på sankthansbålet, hvor dukken symboliserer det onde, man vil til livs.
Kilder: Folkekirken.dk og Wikipedia
Mest sete
