FREDERICIA

Lone Hørslev og Jesper Mechlenburg med digtoplæsning til musik

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Lone Hørslev og Jesper Mechlenburg med digtoplæsning til musik

Uhørt kan opleves i Tøjhuset

Forfatter Lone Hørslev og komponist Jesper Mechlenburg er gået sammen i et nyt musikalsk samarbejde.

Jesper har med udgangspunkt i Lones digte og oplæsning, sat ordene ind i et dybt originalt musikalsk univers, som vi ikke har set lignende før i Danmark. Søndag, den 12. februar kan denne spændende konstallation kan opleves i Tøjhuset.

Sangene er både pop og poesi. De er undersøgelser af sprogets særlige musik og musikkens muligheder og sprog. Her mødes følsom hviskende kærlighedserklæringer med fængende refræner og hverdagspoetiske betragtninger.

Digtene kredser om længslen efter kærlighed og lykke, om at møde den eneste ene, om elefanter og magi, drømme, trylleri og poesi. Det uventede i det daglige og nære. Det skæve i det almindelige. Og det fjerlette i det allermest tunge.

Duoens debutalbum udkom for nylig og har fået fantastiske anmeldelser, bl.a. 5 stjerner af Politikens anmelder.

Live består Uhørt desuden af Henriette Groth på klaver, clarinet og kor, samt Rolf Hansen på guitar, kor og flygelhorn.

Lone Hørslev (1974) er forfatter, digter og musiker, som debuterede med digtsamlingen Tak i 2001. I alt har hun skrevet fem digtsamlinger og fire romaner, senest romanen Dyrets år fra 2014. Hun har modtaget en række priser for sit forfatterskab, blandt andet Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat og Akademiets Beatricepris.

Jesper Mechlenburg (1972) er komponist, sanger og sangskriver og hans musiske evner spænder bredt – fra pop til rock. Han har blandt andet vundet en Grammy award for Bedste Børne Album i 2006 og har gennem sin karriere arbejdet sammen med blandt andre Yahya Hassan, Søren Huus og Kristian Leth.

Billetter til koncerten, der starter kl. 20, kan købes på tojhuset.billetten.dk, på Fredericia Bibliotek samt i Tøjhuset.