Politik

Kirstine Holst opstiller for Det Konservative Folkeparti til KV21

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv


Den Konservative vælgerforening i Fredericia kan præsentere endnu et navn på listen over kandidater til KV21.

Den 41-årige Kirstine Holst har meldt sit kandidatur til en plads i byrådet. Hun stillede også op i 2017, hvor hun desværre ikke fik stemmer nok til en plads, men hun er nu klar på at give det endnu et forsøg:

– Mine mærkesager dengang var blandt andet, at Fredericia Kommune skulle have en whistleblower-ordning, og at der skulle være langt mere åbenhed og gennemsigtighed i den offentlige forvaltning. 

Også i byrådet, som jeg dengang opfordrede til en mere tydelig og offentlig, politisk diskussion. Desværre er der rigtig god grund til, at jeg gentager mine mærkesager. Derudover vil jeg have særligt fokus på kriminalitet og forholdene for vores sårbare unge, lyder det fra hende.

Kirstine Holst har de sidste fire år markeret sig i den offentlige debat som én af hovedkræfterne bag den samtykkebaserede voldtægtslovgivning, som netop er trådt i kraft, og som beskrives som én af de vigtigste skridt for ligestillingen på linje med retten til den fri abort. For hendes arbejde har hun modtaget en hæderspris fra Dansk Kvindesamfund, og er i dag en anerkendt stemme i ind- og udland på området. Hun er i dag forkvinde for foreningen Voldtægtsofres Vilkår og arbejder til dagligt som kriminalpræventiv kommunikationskonsulent.

Fredericia Konservative vælgerforenings formand Torben Møller Jørgensen er glad for at Holst har besluttet sig for at prøve kræfter med lokaldemokratiet én gang til:

Kirstines arbejde for ordentlighed, åbenhed og gennemsigtighed i den offentlige forvaltning er Konservative mærkesager, siger han.

Spidskandidat Tommy Rachlitz Nielsen glæder sig over at have fået Holst med på holdet:

Kirstine er en stærk profil med klare borgerlige holdninger. Det er en tydelig styrkelse af vores hold at vi har fået endnu en kandidat der også har fokus på vores socialpolitik, slutter han.