Kort Nyt

Isen smelter (stadig) ved pøulerne: Villy Søvndal besøger Fredericia

Af Mads Wiig Ehmsen - mwe@danmarkc.tv

Tidligere udenrigsminister og SF’s EU-kandidat Villy Søvndal besøger Fredericia for at sætte fokus på klimaforandringerne og EU-valget.

Den tidligere udenrigsminister og nuværende EU-kandidat for SF, Villy Søvndal, besøger Fredericia på lørdag for at sætte fokus på klimaudfordringerne, det oplyser den lokale afdeling af SF i en pressemeddelelse.

Søvndal vil signere sin “The ice is (stadig) melting at the pøules”-plakat foran Fredericia Rådhus på lørdag den 1. juni 2024 kl. 9.30-10.30. Plakaten er blevet et symbol på klimabevidsthed efter Søvndals udtalelse under COP15 i 2009.

– Beklager venner – jeg ved godt, at jeg gentager mig selv. Men virkeligheden har desværre ikke har ændret sig, siden jeg sidst sagde “The ice is melting at the pøules – i hvert fald ikke til det bedre, udtaler Villy Søvndal i pressemeddelelsen.

Allan Søgaard-Andersen, SF’s lokale EU-kandidat i Fredericia, udtrykker sin begejstring over Søvndals besøg: “Det er fantastisk, at Villy Søvndal har tid i en travl kalender til at komme til Fredericia op til EU-valget.”

Smeltende is som symbol

SF vil opstille en stor isklump foran rådhuset, der langsomt vil smelte i løbet af lørdagen. “Det er for at vise hvad der reelt er ved at ske på de to poler. Isen smelter, vandstanden stiger og klimaet kommer ud af kontrol,” forklarer Allan Søgaard-Andersen.