FREDERICIA

Indsats før resultater – vi er i gang!

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Trods dårlig placering går det fremad med at få fredericianere i arbejde

To gange om året opgør og sammenligner Beskæftigelsesministeriet de danske kommuners beskæftigelsesindsats i en såkaldt benchmark. I den seneste benchmark som netop er blevet offentliggjort er Fredericia Kommune placeret på en 94. plads. Det er en den samme placering, som november sidste år.

Siden analyseenheden kom med sine anbefalinger, er der i Fredericia Kommune iværksat mange forskellige initiativer for at forbedre indsats og resultater. 

”Selvom det har været et anderledes år på grund af corona, så kan vi se, at der er færre ledige end sidste år på samme tidspunkt, hvor vi havde corona. Så ja, vi er på vej i den rigtige retning, men indsatsen kommer før resultater – resultater som de ledige og virksomhederne kan mærke på den korte bane, men også på langsigtede løsninger, som ændrer Fredericias sociale profil og placering i årene fremover. Vores fremskudte indsatser har virket. Flere i de boligsociale områder er kommet i beskæftigelse, og det har være en medvirkende faktor til, at vi er taget af ghettolisten. Alt det vi har gjort indtil nu, og det vi gør fremover har en positiv effekt på vores resultater”, siger Peder Tind, formand for Social- og Beskæftigelsesudvalget. 

Udviklingen i ledigheden på bl.a. dagpenge viser positive tendenser. Samlet set har der været 320 flere fuldtidspersoner på offentlig forsørgelse i 2020 sammenlignet med 2019, og nu kan en positiv udvikling og nedgang i ledigheden spores.  

”Vi ved, at mennesker er forskellige og har individuelle behov, derfor vil vi gerne have feedback fra både de ledige og virksomheder på, hvordan vi kan gøre det endnu bedre. Et godt eksempel på det er vores ungeindsats, som skal få flere unge ud i et fritidsjob. Så på den måde er borgerne og virksomhederne med til at udvikle det menneskelige jobcenter og en virksomhedsservice i verdensklasse”, siger John Nyborg, næstformand i Social- og Beskæftigelsesudvalget. 

Siden februar 2021 har Jobcenteret fået flere virksomhedskonsulenter ansat. Det er med til at øge fokus på den virksomhedsrettedes indsats, så der er endnu flere ledige, der kommer i beskæftigelse. Virksomhedsservice har af to omgange ringet til mere end 1000 virksomheder. Servicekaldene har i sig selv resulteret i 156 konkrete jobåbninger.   

”Vores samarbejde med virksomheder, uddannelsesinstitutioner og organisationer er blevet yderligere styrket gennem etableringen af et samarbejdsfora med faglige organisationer, uddannelsesinstitutioner, Business Fredericia, virksomheder, regionen, læger, frivillige organisationer med flere. Effekten af det samarbejdet skal vise sig i resultaterne på den lange bane i form af, at flere bliver uddannet og opkvalificeret til fremtiden på arbejdsmarked, så Fredericia får en større andel af faglærte”, siger Inger Nielsen, medlem af Social- og Beskæftigelsesudvalget.

Udvælgelse af kommuner til skærpet tilsyn, kan tidligst ske på grundlag af den årlige opgørelse af kommunernes beskæftigelsesindsats, for perioden 1. januar 2021-31. december 2021. Manglende opfyldelse af fokusmålet om beskæftigelsesrettede tilbud eller ordinær beskæftigelse, ved de årlige opgørelser af beskæftigelsesindsatsen for 2021 og 2022 kan dog ikke danne grundlag for udvælgelse af kommuner til skærpet tilsyn. 

Fakta

Benchmarkinganalysen er for perioden 1. halvår – 2. halvår 2020 er nu offentliggjort på beskæftigelsesministeriets hjemmeside: https://bm.dk/arbejdsomraader/aktuelle-fokusomraader/benchmarking/