FREDERICIA

Idræt i dagtimerne Fredericia starter hårdt ud efter juleferien 

Af Tommy Raun - thr@danmarkc.tv

2023 byder på 28 forskellige aktiviteter i Fredericia Idrætscenter

Vi skriver nu 2023 og hos Idræt i dagtimerne starter vi lige på og hårdt op d. 2. januar med vores forårsprogram.
Juleferien er nu slut og der er igen mulighed for at få sved på panden. Idræt i dagtimerne er nu fuldt åbent og tilbyder Fredericias borgere en masse spændende aktiviteter. 
I år byder programmet på 28 forskellige aktiviteter, der spænder vidt fra forskellige boldspil til forskellige former for bevægelse. 
Aktiviteterne er en bred vifte med alt fra yoga og motionsgymnastik med lav intensitet til puls og styrke hvor intensiteten er høj. 
Du kan roligt møde op, præcis som du er. Vi har hold til enhver smag, intensitet og udfordringer. 
Vi tager hensyn til eventuelle fysiske eller psykiske udfordringer – alle hold tager udgangspunkt i egen formåen.

For mange medlemmer er fællesskabet tungtvejende og mange mødes efter en endt aktivitet i klubhuset, som ligger centralt i forhallen. Her mærker man tydeligt den hyggelige stemning, hvor kaffen, fællessnak og sammenhold er en stor prioritet

Idræt i dagtimerne er et tilbud for alle, som har fri i dagtimerne. Her skaber vi bevægelse, samvær og frirum for alle.