Hvor blev de gamle plejehjem af?
Læserdebat af: Kirsten Hassing Nielsen, næstformand Senior- og Socialudvalget og formand for § 17, 4 udvalget for fremtidens plejehjem, Det Konservative Folkeparti
I takt med at der kommer flere ældre borgere, bliver det kun vigtigere at kunne tilbyde forskellige former for ældreboliger, som er fleksible og hvor der i langt højere grad er frihed til selv at vælge, hvordan man vil bo. Mange plejehjem er i dag for ældre, som har meget brug for hjælp, men man bør også kunne vælge et helt almindeligt plejehjem.
Det hører også til et velfærdssamfund, at vi kan tilbyde helt almindelige plejehjem til de ældre, som har brug for lidt mindre hjælp, og som ikke nødvendigvis er ramt af alvorlig sygdom. Det er bekymrende, når jeg jævnligt hører, at man skal være meget syg og plejekrævende for at komme på plejehjem i dag.
Mange af de plejehjem der er i dag, er specialiserede f.eks. indenfor demens. Det er godt, for de plejehjem og de specialer er der i den grad brug for.
Men der er stadig brug for de helt almindelige plejehjem, hvor man kan bo, hvis man ”bare” er blevet ældre og har brug for mindre hjælp i hverdagen. Som ældre har man stadig brug for at være en del af et fællesskab og bidrage, da det giver kvalitet i hverdagen.
Derfor bør vi også når vi politisk skal sætte en retning for fremtidens plejehjem, forholde os til de helt almindelige plejehjem, hvor man kan bo uden at have en fremskreden sygdom eller nødvendigvis være meget plejekrævende. Plejehjem man kan vælge til, fordi man er ældre.
Det er ikke bare nødvendigt, at vi får kigget på fremtidens behov for antallet at plejehjems pladser, vi skal også kigge på den omsorg og pleje og de boligformer, som ældre selv efterspørger.
Selvfølgelig skal vi arbejde med rehabilitering, da dét at kunne klare sig selv længst muligt er godt for den enkelte. Men det må ikke blive en glidebane, og det må ikke gå så vidt, at vi ikke kan tilbyde plejehjem for de ældre, som godt kan noget selv, men ikke det hele.
Vi bør i hvert fald stille os selv det spørgsmål, om fremtidens plejehjem skal være forbeholdt de mest dårlige ældre?
For mig og Det Konservative Folkeparti er det vigtigt, at vi også giver mulighed for, at de ældre i fremtiden kan vælge et ”helt almindeligt plejehjem”. Det fortjener de ældre og deres pårørende.
Rammer for deltagelse i debat: På DanmarkC TVs sociale medier, ønsker vi borgeren mulighed for en fri og saglig debat. For at sikre en god debat, modererer vi indholdet for at holde en sober tone. Dette praktisere vi, ved at fjerne kommentarer, der efter vurdering er nedladende, chikanerende eller indeholder hadefuld retorik. Hvis disse etiske rammer overtrædes, kan man risikere at blive udelukket fra debatten. Vi oplever at mange benytter den åbne mulighed for at komme til orde - hvis vi overser en kommentar, som du mener overskrider vores rammer for etik, så send os et tip. Hvis du er blevet udelukket fra debatten, for en overskridelse af vores retningslinjer, - og er du uenig heri? Så kan du kontakte Vores redaktion på tv@danmarkc.tv