FREDERICIA

Hjemmeplejen nomineret til Arbejdsmiljøprisen 2015

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Hjemmeplejen i Fredericia nomineret til Arbejdsmiljøprisen 2015. For bare et år siden stod den på påbud fra Arbejdstilsynet.

fa_logo3I distrikt 3 i hjemmeplejen i Fredericia Kommune var arbejdsmængden for stor, og der var et tidspres, der gjorde medarbejderne langtidssyge og stressede. Sådan er det ikke mere. Nu er hjemmeplejeenheden nomineret til Arbejdsmiljøprisen 2015.

I hjemmeplejens distrikt 3 i Hyby valgte man sidste år at tage arbejdsmiljø-skeen i den anden hånd. Det psykiske arbejdsmiljø skulle forbedres, og arbejdsglæden skulle findes frem. Løsningen har været at sætte ting og opgaver i system. Kaotiske morgenmøder er i dag afløst af rutiner og faste procedurer. Nu kommer medarbejderne ud fra morgenmøderne med en ro og godt klædt på til at møde dagens første borger uden frustration over en dårlig start på dagen.

Man har også beskrevet, hvordan medarbejderne skal forholde sig, når en borger har en udfordrende adfærd, og hvordan man skal løfte og forflytte borgere, som ikke selv kan. De nye nedskrevne retningslinjer mindsker usikkerheden blandt medarbejderne, og det hele er båret frem af en arbejdsmiljøgruppe med medarbejdere, en HR- konsulent og en leder fra distriktet.

Resultatet er et markant bedre psykisk arbejdsmiljø. Sygefraværet er styrtdykket, der er ingenlangtidssygemeldte – til gengæld har man en grøn smiley fra Arbejdstilsynet. Det flotte resultat er medvirkende til, at arbejdspladsen er nomineret til ArbejdsmiljøPrisen 2015 i kategorien Psykisk arbejdsmiljø.

Skærmbillede 2015-11-01 kl. 09.18.50

”Det er vores anbefaling, at alle arbejdspladser har en gruppe, der har særligt fokus på at skabe det gode arbejdsmiljø. Det har nemlig været en afgørende faktor for vores succes. Vores arbejdsmiljøskabende gruppe har i tæt samarbejde med den daglige leder udstukket rammer, lavet struktur, aftaler, genkendelighed og synlighed,” siger Anette Bach Mogensen, der er distriktsleder i distrikt 3.

Måske har man hos hjemmeplejen i Fredericia Kommune fundet en nøgle til at nå målene i den nationale arbejdsmiljøstrategi. Her skal andelen af beskæftigede, der er psykisk belastede, reduceres med 20 procent frem mod 2020, og midtvejsevalueringen viser, at der er et stykke vej endnu. Så der er brug for gode eksempler, som kan inspirere.

”Der er ingen tvivl om, at idéen med en arbejdsmiljøgruppe i hjemmeplejen i Fredericia har gjort en stor forskel. Den fokuserede indsats har virkelig båret frugt og kan inspirere andre arbejdspladser, der i dag arbejder med at forbedre det psykiske arbejdsmiljø. Det kan lade sig gøre, men det kommer ikke af sig selv”, siger Lisbeth Lollike, formand for Arbejdsmiljørådet.

 

Fakta om Fredericia kommune, hjemmeplejen, distrikt 3 i Hyby

I distrikt 3 i hjemmeplejen i Fredericia Kommune har man været igennem en imponerende positiv omvæltning på kort tid. For et år siden fik distriktet et påbud fra Arbejdstilsynet om at håndtere stor arbejdsmængde og tidspres. Det blev starten på en massiv indsats med det formål at forbedre det psykiske arbejdsmiljø. Man nedsatte en arbejdsmiljøskabende gruppe, som med input fra alle medarbejdere bl.a. formulerede en række konkrete regler og retningslinjer for arbejdet i hverdagen – fx retningslinjer for morgenrapport, for bemanding ved sygemelding, for udadreagerende borgere og for uniformsetikette.

De klare retningslinjer har medvirket til at lette medarbejdernes arbejdsbyrde. Desuden er der iværksat tiltag mod klikedannelse og sat fokus på inklusion af kolleger. Der er 46 medarbejdere i distrikt 3.

Distrikt 3 i hjemmeplejen i Fredericia er nomineret til ArbejdsmiljøPrisen 2015 i kategorien Psykisk arbejdsmiljø.

Skærmbillede 2015-11-01 kl. 09.18.35 Om ArbejdsmiljøPrisen og Arbejdsmiljørådet

· Det er 10. gang, at ArbejdsmiljøPrisen uddeles for Danmarks bedste arbejdsmiljøindsatser.

· ArbejdsmiljøPrisen uddeles inden for fire priskategorier:

Arbejdsulykker, Muskel-skeletpåvirkninger, Psykisk arbejdsmiljø og Samarbejde om Arbejdsmiljø.

· Der nomineres 3 arbejdspladser i hver kategori, i alt 12 arbejdspladser.

· Nominerede og vindere udvælges af en dommerkomité, der består af repræsentanter fra DA, LO, KL, FTF, Lederne og Akademikerne samt formand for Arbejdsmiljørådet Lisbeth Lollike.

· ArbejdsmiljøPrisen uddeles 26. november 2014 på Crowne Plaza i København.

· I kategorien  Arbejdsulykker er følgende arbejdspladser nomineret: Lantmannen Unibake Hatting i Horsens, MidtVask i Århus og Arla Foods amba, Birkum Ost i Odense.

· I kategorien  Muskel-skeletpåvirkninger er følgende arbejdspladser nomineret: Entreprenør i Esbjerg, Gråsten Plejecenter i Gråsten og Frelsens Hær i Odense og Esbjerg

· I kategorien  Psykisk arbejdsmiljø er følgende arbejdspladser nomineret: Center for social indsats Lolland Kommune, Slagelse Kommune og distrikt 3 i hjemmeplejen i Fredericia Kommune

· I kategorien  Samarbejde om Arbejdsmiljø er følgende arbejdspladser nomineret: Schneider Electric Danmark A/S i Ballerup, Ikast Østre Skole og Skærbæk Bygningsindustri A/S

· Da det i år er 10. gang, at Arbejdsmiljørådet kårer Danmarks bedste arbejdsmiljø, bliver der i år også uddelt en særlig ærespris. Vinderen af æresprisen findes blandt tidligere vindere af Arbejdsmiljøprisen, som gennem tiden har fastholdt og videreudviklet den gode arbejdsmiljøindsats.

· Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen uddeler den særlige ærespris.