Læserdebat

Grøn i Verdensklasse – kræver bedre beskyttelse af drikkevand

Læserdebat: Lars Olesen. Formand og byrådskandidat for SF – Fredericia

Fredericia vil gerne være ”Grøn i verdensklasse”. En flot vision for Fredericia som er ved at blive konkretiseret igennem naturplan og klimavisioner. I SF – Fredericia mener vi ”det grønne tog” kører alt  for langsomt mod et Fredericia der er grøn i verdensklasse, men planerne og visionerne er dog ved at være på plads. Planer og visioner gør det ikke alene. Der skal handling til også når det måske bliver lidt besværligt.

Når man slår blikket ned mod beskyttelsen af grundvand i Fredericia, er ”det grønne tog” kørt af sporet. Så sent som for to år siden blev det påvist af Danmarks Naturfredningsforening at omkring halvdelen af de testede vandboringer indeholdt pesticidrester. Det burde afføde et hårdt ryk i nødbremsen og skærpe kommunens opmærksom med at lave aftaler med jordejerne omkring vandboringer til ikke at brug pesticider og sprøjtemidler tæt på vores grundvand.

Nu viser en opgørelse så at Fredericia kommune ikke har indgået en eneste aftale om sprøjtefri zoner omkring vandboringer. Siden 2019 har det ellers været en mulighed for kommunerne. Selv om det måske drejer sig om færre boringer i Fredericia, så bør vi som kommune være forrest og ikke bagerst i den statistik.

I SF – Fredericia er vi optagede af at finde ud af hvad årsagen er til denne triste dumpeplacering og vil holde byrådet op på at få det undersøgt så vi hurtigst muligt kommer tilbage på sporet og sikret vores drikkevand. 

Fredericia drikkevand fortjener bedre og grøn i verdensklasse bliver man kun, når man også kan, vil og tør lave upopulære aftaler og konsekvent følge en grøn retning.

Rammer for deltagelse i debat:
På DanmarkC TVs sociale medier, ønsker vi borgeren mulighed for en fri og saglig debat. For at sikre en god debat, modererer vi indholdet for at holde en sober tone. Dette praktisere vi, ved at fjerne kommentarer, der efter vurdering er nedladende, chikanerende eller indeholder hadefuld retorik. Hvis disse etiske rammer overtrædes, kan man risikere at blive udelukket fra debatten. Vi oplever at mange benytter den åbne mulighed for at komme til orde - hvis vi overser en kommentar, som du mener overskrider vores rammer for etik, så send os et tip. Hvis du er blevet udelukket fra debatten, for en overskridelse af vores retningslinjer, - og er du uenig heri? Så kan du kontakte Vores redaktion på tv@danmarkc.tv