Læserdebat

Gratis busser – en grøn og solidarisk sejr

Læserdebat af: Cecilie Roed Schultz, Byrådsmedlem for Enhedslisten i Fredericia

Den 1. juli sker det endelig: Bybusserne i Fredericia bliver gratis for alle. Det er en kæmpe sejr – både for den grønne omstilling, for dem med små økonomiske råderum og for et mere sammenhængende Fredericia.

Det er en sejr, som mange partier har været med til at sikre, og som vi i Enhedslisten er både stolte af og taknemmelige over. Vi foreslog det første gang i Fredericia i valgkampen i 2013 og har siden kæmpet for det i byrådet og på gaden. Det var også det forslag, der fik allerstørst opbakning ved vores budgetworkshop i Enhedslisten Fredericia sommeren 2024. Nu bliver det virkelighed.

Gratis kollektiv trafik gør det nemmere at vælge bussen frem for bilen. Det mindsker trængsel og forurening, giver renere luft og bedre mobilitet for børn, unge, ældre og borgere uden bil. Det er et skridt i retning af en mere bæredygtig og lige by.

Men lad mig være ærlig: Jeg er også træt. For det burde være meget bedre.

Da vi i efteråret 2024 lavede budgetaftalen, var alle enige om, at de gratis busser skulle gå hånd i hånd med bedre ruter. Men teknisk udvalg har ikke leveret. Man besluttede at udskyde forbedringerne med den begrundelse, at vi ikke måtte ændre to ting på én gang – som om borgerne ikke kan finde ud af både gratis og gode busser!

Derfor stillede Enhedslisten i marts et konkret forslag om at forbedre rutenettet. Byrådet stemte for. Alligevel er intet sket. Jeg har taget det op igen og igen. Men får kun tomme ord og dårlige undskyldninger.

Så kære Fredericia: Fra 1. juli er busserne gratis. Brug dem! Nyd dem! Det har vi kæmpet hårdt for. Men vi stopper ikke her. Vi vil fortsætte kampen for et rutenet, der giver mening. For gratis busser skal også køre de rigtige steder.

Det er sund fornuft, det er grøn omstilling, og det er solidaritet i praksis.

Rammer for deltagelse i debat:
På DanmarkC TVs sociale medier, ønsker vi borgeren mulighed for en fri og saglig debat. For at sikre en god debat, modererer vi indholdet for at holde en sober tone. Dette praktisere vi, ved at fjerne kommentarer, der efter vurdering er nedladende, chikanerende eller indeholder hadefuld retorik. Hvis disse etiske rammer overtrædes, kan man risikere at blive udelukket fra debatten. Vi oplever at mange benytter den åbne mulighed for at komme til orde - hvis vi overser en kommentar, som du mener overskrider vores rammer for etik, så send os et tip. Hvis du er blevet udelukket fra debatten, for en overskridelse af vores retningslinjer, - og er du uenig heri? Så kan du kontakte Vores redaktion på tv@danmarkc.tv