Kort Nyt

Googles europæiske datacenter-karavane kommer til Fredericia i morgen

Af Tommy Raun - thr@danmarkc.tv

De kommende dage kan studerende og alle andre fredericianerne blive klogere på datacentre, deres funktion og deres rolle i den grønne omstilling. Google offentliggør samtidig en række nye legater til lokale udviklingsprojekter

Hvad betyder datacentret i Fredericia for vores daglige brug af internettet? Hvad er der inde i det? Og hvordan spiller et stort datacenter sammen med samfundets grønne omstilling? Spørgsmål som disse kan interesserede borgere i Fredericia og omegn få svar på i løbet af de kommende dage.


Her kommer Googles eksperter på datacenterområdet til Fredericia som led i en europæiske turné, hvor de besøger de lokalområder, som datacentrene ligger i. Med sig har karavanen visualiseringer, film, podcast – og varm kaffe på kanden. Formålet er at give offentligheden større indblik i, hvordan datacentre fungerer.

“Datacentre er helt afgørende for digitaliseringen af samfundet. Men de er hegnet godt ind af sikkerhedshensyn, så mange er i tvivl om, hvad der egentlig sker inde i dem. Vi glæder os til at møde fredericianerne og tegne og fortælle om, hvilke muligheder datacentret i Taulov giver i hverdagen,” siger Niels Martin Andersen, Googles politisk ansvarlige for datacentre i Norden. Han fortsætter:

“Det er rigtig vigtigt for Google at bidrage aktivt til de lokalområder, hvor vores datacentre ligger. Dette her er en god mulighed for at skabe et tættere samarbejde med borgere, virksomheder og det offentlige”.

Tirsdag d. 30. august bliver første dag, hvor Googles datacenterkaravane er at finde i området. Her vil de bl.a. besøge EUC Lillebælt (kl. 12.00-13.30) og fortælle om, hvordan det er at arbejde i et datacenter – og naturligvis svare på spørgsmål fra de studerende. 

På andendagen, onsdag d. 31. august, uddeler Google de årlige legater til udviklingsprojekter i Fredericia og omegn. Det sker kl. 11 på Bülows Kaserne. Klokken 15-17 stopper karavanen ved Fredericia Rådhus på Gothersgade 20. Her er der åbent for offentligheden, og alle nysgerrige borgere kan komme forbi.

Besøget slutter ved torsdagens klimafolkemøde i Middelfart. Foruden besøget i Fredericia lægger Googles europæiske datacenterkaravane turen forbi Finland, Holland og Belgien, der er tilsvarende er hjemsted for datacentre.