Giv din lokale idrætsforening et skulderklap og mulighed for at modtage 100.000 kroner
Danske Spil og Danmarks Idrætsforbund (DIF) kårer igen Årets Idrætsforening. Sidste år kom der 724 indstillinger, og prisen gik til Cykling Odense. Nu er der igen åbnet for, at man kan indstille en forening, der har gjort en særlig indsats – og vinderen af prisen modtager 100.000 kroner
Pressemeddelelse: Nu er der mulighed for at give de frivillige i den lokale idrætsforening et velfortjent skulderklap. Sidste år kom der hele 724 indstillinger til prisen Danske Spil og DIF’s Årets Idrætsforening, og der er netop åbnet for indstillinger til 2023-udgaven af prisen.
Alle kan indtil 22. oktober indstille foreninger, som har gjort en særlig indsats, og dermed har medlemmer, forældre, trænere og alle andre muligheden for at være med til at anerkende netop deres idrætsforenings uundværlige arbejde for lokalsamfundet.
”Jeg er meget glad for, at Danske Spil igen i år er med til at kåre Årets Idrætsforening og anerkende det helt uvurderlige arbejde, der bliver gjort af frivillige ude i lokalsamfundene i hele Danmark. Vi vil gerne opfordre alle til indstille deres lokale forening og give dem det skulderklap, som det også er at blive indstillet, siger Nikolas Lyhne-Knudsen, der er adm. direktør i Danske Spil A/S, og fortsætter:
”Det ligger i Danske Spils dna at være til glæde og gavn, og alle dem, der bliver indstillet til prisen, spejler netop det at skabe glæde og samtidig være nyttig og gøre en forskel for andre. Det er så vigtigt, at vi har ildsjæle, der af egen lyst giver både deres tid og evner til fællesskabet. De ildsjæle og deres foreninger hylder vi med denne pris.”
Prisen uddeles til en forening, der gør en helt særlig og ekstraordinær indsats, og vinderen modtager 100.000 kroner og afsløres i forbindelse med DR Sportens store Sport 2023-show i Jyske Bank Boxen i Herning den 6. januar.
Et stort skulderklap til foreninger og frivillige
Når alle indstillede foreninger er fundet, udvælger juryen seks finalister geografisk fordelt over hele landet. Dem kan danskerne herefter stemme på.
Juryen består af Nikolas Lyhne-Knudsen fra Danske Spil, Hans Natorp, som er formand for DIF, og Rikke Nielsen, der er tidligere håndboldlandsholdsspiller og nuværende leder af LykkeLiga – et håndboldfællesskab for børn og unge med udviklingshandicap.
”Det var skønt at læse indstillingerne sidste år. De gav mig et indblik i, hvor meget foreningerne betyder for deres medlemmer. Jeg glæder mig til at deltage i jury-arbejdet, og jeg håber, at der igen kommer rigtig mange indstillinger,” siger Rikke Nielsen.
Det er tredje år i træk, at Danske Spil og DIF uddeler prisen. Sidste år gik hæderen og de 100.000 kroner til Odense Cykling, der 140 dage om året byder velkommen på foreningens indendørs cykelbane, hvor et stort hold af foreningens ældre frivillige tager imod skolebørn, der vil prøve kræfter med cykelsporten og det fællesskab, der er i en forening af inkarnerede cykelentusiaster med erfaring i livet.
”Det er selvfølgelig stort at vinde prisen, men det er også stort at blive indstillet. Sidste år benyttede næsten 800 danskere sig af muligheden for at indstille en lokal forening og på den måde at sige tak for indsatsen til de frivillige kræfter. Jeg håber, at lige så mange danskere i år benytter sig af muligheden, for indstillingerne skaber stolthed blandt de frivillige,” siger Hans Natorp.
Sådan foregår det
Alle, også foreningen selv, kan nominere en idrætsforening på DIF’s hjemmeside (www.dif.dk/arets-idraetsforening) indtil den 22. oktober.
Herefter gennemgår juryen de indsendte forslag og udvælger seks foreninger, der går videre til en afstemningsrunde. Der udvælges en forening fra hver af de geografiske områder Region Hovedstaden, Region Sjælland, Region Nordjylland, Region Midtjylland, Region Syddanmark (uden Fyn og øerne) og Fyn og øerne.
På baggrund af afstemningen udvælges tre foreninger, der officielt bliver nomineret til prisen Danske Spil og DIF’s Årets Idrætsforening.
Vinderen afsløres i forbindelse med DR Sportens store Sport 2023-show i Jyske Bank Boxen i Herning den 6. januar. Ud over de 100.000 kroner til vinderen, vil der være 10.000 kroner til hver af de øvrige fem finalister.
Tidslinje
2. oktober: Der åbnes for indstillinger
22. oktober: Der lukkes for indstillinger
23. oktober – 13. november: Jury voterer og udvælger seks finalister
14. november: De seks finalister offentliggøres, og afstemningen igangsættes.
29. november: Afstemningen afsluttes, og finalistfeltet skæres ned til tre foreninger.
6. januar: Vinderen afsløres i forbindelse med det store Sport 2023-show i Jyske Bank Boxen i Herning