
Fremragende fredericianske hjerner: Både bror og søster kom i finalen for Unge Forskere

Søskendeparret Rebecca og Andreas Raben Sørensen kvalificerede sig begge mandag til finalen i Danmarks største naturvidenskabelige talentkonkurrence, Unge Forskere. De to søskende på 13 og 18 stillede op i hver sin række. Begge har nu bragt sig selv i spil til at blive årets unge forsker i Danmark
Spændende kombination af Realskolen og gymnasiet
Hun er 13, han er 18. Hun går på Fredericia Realskole, han går på Fredericia Gymnasium. Hun stillede mandag op i juniorrækken i den regionale semifinale for Unge Forskere. Han stillede op i seniorrækken.
Hun arbejder med ”Mennesket på Mars”. Han arbejder med PFAS stoffer.
Men så holder forskellene også op. For de bærer samme efternavn, de er søskende og de er begge i den grad talentfulde.
Næste skridt: København
Mandag kvalificerede både Rebecca og Andreas Raben Sørensen sig til finalen i den naturvidenskabelige talentkonkurrence, og nu skal de kæmpe i hver sin række om titlen som årets unge forsker i Danmark.
De slap gennem juryens nåleøje ved semifinalen, der blev afviklet i Universe på Als for unge i hele Region Syddanmark.
Rebeccas projekt Mennesket på Mars Rebecca er interesseret i livet på Mars. Hun har ved hjælp af matematik, astronomi og fysik undersøgt de fysiske påvirkninger tyngdekraften kan have for mennesker på Mars. Hun undersøger med udgangspunkt i Newtons love gravitation og hvordan tyngdekraften påvirker mennesket.
Andreas har arbejdet med de farlige stoffer PFAS i sit projekt. PFAS kan forblive i miljøet i hundredvis af år. Andreas mener, at man kan anvende bakterier til at oprense det sundhedsskadelige PFAS fra miljøet.
Søskendeparret var i konkurrence med 38 andre projekter ved semifinalen, hvoraf 20 går videre til den store nationale finale ved Science EXPO i København i april.
Her skal de konkurrere om titlen som Årets Unge Forsker 2023. Der er pengepræmier på over 300.000 kr. og chancen for at deltage i internationale konkurrencer som EM og VM.
Programleder for Unge Forskere, Katrine Bruhn Holck, siger:
– Unge Forskere arbejder for at finde, anerkende og udfordre nye, unge talenter inden for naturvidenskab og teknologi. Her får de mulighed for at dyrke deres interesse for science, og i konkurrence med landets bedste unge forskere kan de nå helt nye højder. Alle elever skal blive så dygtige, som de kan – også de mest talentfulde.
Fakta:
Årets Unge Forsker kåres i år for 35. gang. Talentkonkurrencen er arrangeret af Danmarks nationale naturfagscenter Astra, og har H.K.H. Prins Joachim som protektor.
Der er både en juniorkonkurrence for grund- og efterskoler og en seniorkonkurrence for gymnasieelever.
Konkurrencen giver alle elever, uanset klassetrin, mulighed for at udforske og arbejde med et naturfagligt projekt, de brænder for. Det kan være et forsøg, et teoretisk projekt, en ny opdagelse eller en innovativ opfindelse. Omdrejningspunktet er altid elevernes egne idéer.
Ved finalen bliver elevernes projekter bedømt af en professionel fagjury, der vurderer innovation og kreativitet, den videnskabelige arbejdsproces, og formidlingen og perspektiveringen af projektindholdet.