Læserdebat

Fredericia Kommune har brug for en blå vision

Læserdebat af: Poul Rand, kandidat til KV25, for Liberal Alliance

En ting bliver mere og mere tydelig for hver dag, der går under det socialdemokratiske styre i Fredericia: Kommunen har brug for ledelse med klare værdier og en vision, der rækker ud over egen overlevelse.

Det har vi i blå blok. Vi lægger ikke skjul på, at vi i de borgerlige partier ikke er ens. Men modsat det nuværende sammenrend af socialdemokrater og støttepartier har vi et fælles sæt værdier. Værdier, vi stolt kan vise frem, og som vi vil kæmpe for, også når det bliver svært.

Det handler om at skabe en kommune, hvor det kan betale sig at arbejde og investere. Hvor borgerne kommer før systemet, og hvor familier får større frihed til selv at træffe beslutninger. Fredericia skal være en kommune, der tiltrækker arbejdspladser, skaber vækst og giver borgerne ro i maven frem for frustration over bureaukrati og skandalesager.

Det er ikke en urealistisk drøm. Med borgernes støtte, kan vi gøre det til virkelighed. Vi kan rydde op i det bureaukratiske morads, få en klar strategi for byens udvikling og tiltrække nye virksomheder, der ikke blot skaber jobs, men også er med til at finansiere den velfærd, vi alle ønsker.

Fredericia behøver ikke at være fanget i en halvfærdig rød politik uden retning. Vi har brug for visioner og vilje til at handle. Efter år med socialdemokratisk slingrekurs og interne skandaler tror jeg, at de fleste kan se, at der mangler ambitioner og lederskab.

Fredericia har brug for en borgerlig ledelse, der vil tage ansvar for byens fremtid og sætte borgerne i centrum.

Vi er klar. Er Fredericia?

Rammer for deltagelse i debat:
På DanmarkC TVs sociale medier, ønsker vi borgeren mulighed for en fri og saglig debat. For at sikre en god debat, modererer vi indholdet for at holde en sober tone. Dette praktisere vi, ved at fjerne kommentarer, der efter vurdering er nedladende, chikanerende eller indeholder hadefuld retorik. Hvis disse etiske rammer overtrædes, kan man risikere at blive udelukket fra debatten. Vi oplever at mange benytter den åbne mulighed for at komme til orde - hvis vi overser en kommentar, som du mener overskrider vores rammer for etik, så send os et tip. Hvis du er blevet udelukket fra debatten, for en overskridelse af vores retningslinjer, - og er du uenig heri? Så kan du kontakte Vores redaktion på tv@danmarkc.tv