Fredericia Kommune gør genbrugspladserne asbestfrie
Fra september 2024 skal asbestholdigt materiale afleveres hos Fredericia Kommunes deponi. En beslutning, der skal beskytte både medarbejdere, brugere og miljøet
Asbeststøv kan være farligt for både medarbejdere og brugere på genbrugspladserne i Fredericia Kommune. Derfor har Klima-, Energi- og Miljøudvalget besluttet, at asbestholdigt materiale fra september 2024 kun kan afleveres hos Fredericia Kommunes deponi, det oplyser Fredericia kommune i en pressemeddelelse idag.
– Asbest er kendt for at være særdeles sundhedsskadelig. Når asbestfibrene indåndes, kan de forårsage alvorlige lungesygdomme. Men asbest er kun farlig, når det knækker eller der bores i det, og derfor bør håndteringen af asbest minimeres. Den bedste måde, vi kan gøre det på, er ved at gøre vores genbrugspladser asbestfrie til glæde og gavn for både medarbejdere og brugere, siger Tommy Rachlitz Nielsen, formand for Klima-, Energi og Miljøudvalget.
Hvad betyder det for dig?
- Mindre mængder asbestholdigt affald – primært eternittagplader – kan afleveres i big bags på kommunens genbrugspladser indtil september 2024.
- Fra september 2024 skal alt asbestholdigt materiale afleveres hos Fredericia Kommunes deponi på Vejlbyvej 40 i Fredericia.
- Deponiet er åbent fra 07:00-15:00 (man-tor) og 07:00-14:30 (fre).
Hvorfor er det vigtigt?
– Asbest er farligt ikke kun for mennesker, men også for miljøet. Asbestfibre, der slipper ud i naturen, kan blive i miljøet i lang tid og udgøre en risiko for både dyr og mennesker. Ved at holde asbest borte fra vores genbrugspladser sikrer vi det, at farlige materialer håndteres korrekt og ikke forurener naturen, siger næstformand i Klima-, Energi og Miljøudvalget, Vibe Dyhrberg.
Fredericia Kommune: Grøn i verdensklasse
Affald & Genbrug i Fredericia Kommune er allerede på vej til at være grøn i verdensklasse. I 2023 var EU-genanvendelsesprocenten for Fredericia Kommune steget til 58,1 %, hvilket er foran EU-målet for 2025 og meget tæt på EU-målet for 2030 om 60 % genanvendelse.
Ændrede åbningstider på genbrugspladserne
Som noget nyt holder genbrugspladserne åbent Grundlovsdag, den 5. juni. I stedet er genbrugspladserne lukket den 26. december.
Fakta om asbestholdigt affald på genbrugspladserne i Fredericia Kommune:
- Asbestholdigt affald kan i øjeblikket kun afleveres i det bemandede tidsrum på genbrugspladserne (07:00-17:30 i vinterperioden og 08:00-18:30 i sommerperioden).
- Fra september 2024 skal alt asbestholdigt materiale afleveres hos Fredericia Kommunes deponi på Vejlbyvej 40 i Fredericia.
- Deponiet er åbent fra 07:00-15:00 (man-tor) og 07:00-14:30 (fre).