FREDERICIA

Fredericia Kommune forbereder sygeplejekonflikt på seniorområdet

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Dansk Sygeplejeråd (DSR) har varslet strejke og blokade på sygeplejeområdet fra midnat den 19. juni 2021. Fredericia Kommune er blevet udvalgt af DSR som en af de i alt 13 kommuner, som rammes. Forvaltningen er i gang med de nødvendige forberedelser, hvis strejken bliver en realitet, og berørte borgere får direkte besked.


Dansk Sygeplejeråd (DSR) har varslet konflikt per den 19. juni 2021, som omfatter strejke.


På landsplan omfatter konflikten 10% af medlemmerne i Dansk Sygeplejeråd. I alt er 13 kommuner udvalgt af DSR, her i blandt dele af København, Aarhus, Aalborg, Odense og Fredericia Kommune.


I Fredericia er det seniorområdet, der er udtaget. Det drejer sig om al sygepleje på seniorområdet, herunder hjemmeplejen og plejehjemmene, inkl. visitationen, de forebyggende hjemmebesøg, sygeplejeklinikken og akutsygeplejen.
Det er endnu uvist om strejken bliver en realitet, men Fredericia Kommune er i gang med forberedelserne, herunder oprettelse af nødberedskab.

Vi har til opgave at sikre den bedst mulige omsorg for vores borgere, derfor har vi været i gang med at forberedelserne i et stykke tid. Vores nødberedskab beror på en lokalaftale med Dansk Sygeplejeråd og betyder, at medlemmerne kun tager sig af de mest presserende sygeplejeopgaver.

Der er ingen tvivl om, at det vil være en mærkbar konflikt, men sådan fungerer den danske model, og det har vi respekt for, siger Cecilie Roed Schultz, fungerende formand i Senior- og Handicapudvalget. Hun opfordrer til, at pårørende er ekstra opmærksomme på, hvordan de kan støtte deres kære, hvis strejken bliver en realitet på lørdag.
Senior har udarbejdet nødberedskabsplaner, hvor kun de mest presserende sygepleje-opgaver løses. De sygeplejersker som indgår i nødberedskabet, og som derfor må løse opgaver, må kun udføre arbejde, som er livsvigtigt, uopsætteligt eller påkrævet for at undgå helbreds- eller varigt førlighedstruende følger.


Berørte borgere får direkte besked


Alle borgere i Fredericia Kommune, der er visiteret til sygepleje, er blevet gennemgået individuelt. For den enkelte bliver det vurderet, om pågældende kan undvære hjælp i konfliktperioden. Målet er, at alle berørte borgere bliver underrettet senest fredag, herunder, hvem de skal kontakte ved behov for akut hjælp. Forvaltningen informerer ligeledes samarbejdspartnere internt og eksternt, herunder de praktiserende læger, der må forvente at opleve en tilgang af opgaver.

Konflikten vil få betydning for ventetider til blandt andet visitation til plejeboliger, dagcentre samt bevilling af hjemmepleje og rengøring. Som borger eller pårørende vil man også kunne forvente længere ventetid på visitationens telefonbetjening.

Arbejdspladser, der bliver berørt af konflikten:

Al sygepleje på seniorområdet. Det vil sige hjemmeplejen og plejehjemmene, inkl. visitationen, de forebyggende hjemmebesøg, sygeplejeklinikken og akutsygeplejen.

Arbejdspladser, der er undtaget af konflikten:

Undtaget er plejehjemmene Ulleruphus og Madsbyhus, da der på nuværende tidspunkt ikke er sygeplejefaglig aktivitet, udover nødberedskabet. Undtaget er også Hannerup RehabiliteringsCenter og udekørende nattevagt med samme begrundelse.